BiografiMogens Kristian Sangill-Pedersen (navneændring 1970), skuespiller, teaterinstruktør og teaterdirektør, var søn af mælkeforhandler, senere assurandør Hans Georg Pedersen og hustru Edith Johanne Margrethe Elisabeth Andersen. Han gik på Det Kongelige Teaters elevskole, men blev smidt ud fra elevskolen i 1955. Samme år fik han dobbelt succes i Rottefælden i Svendborg, idet han her mødte sin ægtefælle
Bodil Sangill i forbindelse med deres fælles revyoptræden. Derefter fik han roller i forskellige turnéselskaber, f.eks. i Arte i 1960 som en af de "Seks kammerater" med Bodil Sangill som sygeplejersken og på Andelsteatret som Jørgen Herming i "Inden for murene". I 1962 kom ægteparret til Aalborg Teater og var ansat dèr de næste 6 år. Mogens Pedersen var både dygtig til småtbegavede roller som idioten i "Andorra", Shauwa i "Den kaukasiske kridtcirkel" og Topé i "Automobilkirkegården" og til ædle roller i Strindbergs "Båndet" og Molieres "Don Juan". Han var en inspirerende lærer på elevskolen som cabaret-instruktør. Mogens Pedersen var med til at oprette Jomfru Ane Teatret midt i 1960erne. Siden var han skuespiller og instruktør på Gladsaxe Teater fra 1968-1971 og på Folketeatret de følgende tre år - inden han fra 1974 definitivt blev instruktør. Fra 1980 til 1985 var han ansat som fast instruktør på Det Kongelige Teater, hvor han markerede sig med fremragende opsætninger af "Hvem er bange for Virginia Woolf", "Mirandolina", "Komedie i Grænselandet" og "Animalen". Og ikke mindst "Hamlet" på Kronborg med Søren Spanning i titelrollen. Fra 1985-1994 var han en højt respekteret direktør for Aalborg Teater. Repertoiret var klassiskere og ny spændende dramatik. Han opsatte og instruerede musicals på stribe, tog sig af Lars Norén-repertoiret og iscenesatte forestillinger som "Figaros bryllup", "Lang dags rejse mod nat" og "Peer Gynt". Efter årene på Aalborg Teater blev han igen freelance instruktør og gjorde sig gældende på flere af landets scener. Mogens Pedersen instruerede bl.a. "Krapps sidste bånd" på Folketeatret - i 1995 "Carousel" på Aalborg Teater, i 1996 "Billimil" på Det Kongelige Teater og på Privat Teatret "Hvem vover pelsen", "Hvem støver af" og "Kunst". På Grønnegårdsteatret instruerede han "Store forventninger" og "Et juleeventyr" og på Det ny Teater "Den glade enke" og "My Fair Lady". I en årrække var han lærer og konsulent på Statens Teaterskole. Desuden var han i bestyrelsen for Dansk Skuespillerforbund, i foreningen Danske Sceneinstruktører, i Skuespillerforeningen af 1879, ligesom han var medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Teater i årene fra 1992 til 1996. Han var Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen og modtog Olaf Poulsens Mindelegat, Per Knutzons Mindelegat, Herman Bangs Mindelegat, Jomfru Ane Teatrets Kulturpris, Teaterkatten og prisen som Foreningen Danske Teateranmelderes æresinstruktør. I 2020 blev han udnævnt til æresmedlem i Skuespillerforeningen af 1879. Mogens Pedersen blev den 28. december 1955 gift i Vor Frue Kirke i Aarhus med skuespillerinden
Bodil Sangill.