Biografi
Georg Frederik Christian Prehn, kapelmester, komponist og musikdirektør, var søn af overhornblæser i Garden Heinrich Eberhardt Prehn. Han var oprindelig en dygtig klarinettist og dertil både en habil klaverspiller og instrumentator. Georg Prehn virkede i sin tid som klarinettist på Dagmarteatret unde Stockmarr's direktion. Senere dirigerede han i Tivoli, på Frederiksberg Teater og i "Over Stalden", men da kapelmester Hemme forlod sin stilling på Kasino overtog han stillingen, som han varetog i fire år indtil sin død. I sine yngre dage komponerede han bl.a. nogle celloarbejder og en strygekvartet. Georg Prehn blev pludselig syg midt under anden akt ved premieren på forestillingen "Kærlighedsleg" på Kasino. Han var gift med Elna Christine Rasmussen (1872-1953).