Poul Erik Møller Pedersen
Født: 14-8-1940
Død: 8-6-1996
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh
Biografi
Poul Erik Møller Pedersen, tegner, filmmand og forfatter, medvirkede som dreng i henholdsvis ”Far til fire i byen” og ”Far til fire og onkel Sofus”. I begge film havde han rollen som Torben. Han fik gennem disse filmroller lyst til at blive skuespiller, men hans mor mente noget andet og i stedet blev han uddannet som dekoratør i København. Senere blev han ansat på Johan Ankerstjerne Filmlaboratorium, hvor han var med til at redigere og censurere film. Han oprettede filmselskabet Lopeja Film og producerede i 1964 sammen med Jørgen O. Wilsdahl filmen ”De Gyldne Dage”, som han også selv skrev og instruerede. Filmen, der var bygget over ”Borte med blæsten”, blev optaget på amatørbasis og med amatørskuespillere. I 1967 skrev han filmmanuskript til filmen ”Elvira Madigan” som han både instruerede og fotograferede. Filmens rekvisitter og kjoler, der blev syet af hans hustru, er udstillet på Taasinge Skipperhjem og Folkemindesamling. I 1969 producerede, instruerede og skrev han filmen ”Struense og Caroline Mathilde” og han lavede desuden filmene ”Drømmesøen”, ”Det var i maj” – samt en smalfilm om Tivoli og en film om Ægypten, som blev brugt i skoleundervisningen. I 1991 havde han en filmrolle i den spillefilm-lange novellefilm ”Raha”. Poul Erik Møller Pedersen arbejdede livet igennem med historiske emner. Hans navn blev først og fremmest knyttet til de bøger han efter mange års forarbejde udgav om henholdsvis det østrig-ungarske Mayerling-drama og om Elvira Madigan og Sixten Sparre. Derudover var han forfatter bl.a. til bøgerne ”Hjerter Dame” og "I Tronens Skygge", og skrev i en årrække noveller til Ugebladet ”Hjemmet”. Blandt hans historiske artikler og dramatiserede skildringer af berømte kærlighedsdramaer var "Kejser Hadrian og Antinous", "Storm over Nilen", "Mordene i Sarajevo", "En prinsesses kærlighed", "Prins Paris og Helene af Troja", "Mayerling-dramaet" og "Kejserinde Elisabeth". Han nærede stor lidenskab for roser og havde sine altaner på 3. sal fyldt med 170 forskellige roser. Han var derfor også kendt som ”Rosen-fotografen” og stod bag rosen ”Forum 94”, der første gang blev præsenteret for publikum på haveudstillingen ”Haven 94” i Forum.
Har arbejdet med følgende 1 film:
Elvira Madigan (1967) | Manuskript, Fotograf, Instruktion, Klip, Dekorationer, Producent |