Franz Liszt
Født: 22-10-1811 i Raiding, Østrig
Død: 31-7-1886
Gravsted: Stadtfriedhof, Bayreuth, Bayern, Tyskland
Biografi
Franz Liszt, østrigsk/ungarsk komponist, pianist og dirigent, var en af sin tids største og berømteste klavervirtuoser, der skrev store og musikhistorisk betydningsfulde værker. Hans værker omfatter blandt andet 13 symfoniske digte, to klaverkoncerter, kirkemusik og især klaverkompositioner. Liszt fik sin første klaverundervisning af sin far, der var godsforvalter. Han optrådte 9 år gammel som klaverspiller og vakte en sådan opsigt, at nogle ungarske adelsmænd forenede sig om at sikre ham et stipendium til hans videre uddannelse i Wien. Her blev Carl Czerny hans lærer i klaverspil og Antonio Salieri i komposition. To år senere fortsatte han studierne hos Anton Reicha og Ferdinando Paer i Paris, men blev som udlænding nægtet optagelse på konservatoriet. Ved talrige koncerter vakte Liszt imidlertid en sand begejstring i kunstnerkredse og i de fornemme saloner, men en voldsom koncertaktivitet og et mislykket kærlighedsforhold forårsagede perioder med sygdom og psykiske kriser. Efter fra 1835 at have levet sammen med den franske forfatter og grevinde, Marie d'Agoult (1805-76), som skrev under navnet Daniel Stern og med hvem han fik tre børn, mødte Franz Liszt i 1847 prinsesse Carolyne Sayn-Wittgenstein (1819-87), som blev hans livsledsagerske, om end de aldrig blev gift. Hun overtalte ham til at opgive det omrejsende liv som koncertpianist, han siden 1839 havde udfoldet med en enestående teknisk ekvilibrisme, der berettiger opfattelsen af ham som sin tids største klavervirtuos. Fra 1847 til 1861 beklædte han en slags ekstraordinær kapelmesterstilling i Weimar. De sene år tilbragte Franz Liszt for en stor del i Rom, men også Weimar og Budapest var faste baser. Foruden operaen Don Sanche (1825) og en mængde gejstlige og verdslige korværker komponerede Franz Liszt både orkestermusik, sange, klaver- og orgelmusik samt lidt kammermusik. Franz Liszt døde under et besøg ved festspillene i Bayreuth.