BiografiBrita Wielopolska, filminstruktør, (født Brita Rasmussen) var datter af kobbersmed Kristian Leo Rasmussen (f. 29-08-1918) og hustru Meta Elisabeth Hansen (f. 26-01-1916). Hun havde en fortid som bryggeriarbejder, danserinde, svejser og rengøringskone, inden hun i 1976 kom ind på Den Danske Filmskole, hvorfra hun blev uddannet som instruktør i 1979. Hun debuterede i 1981 uden større succes med ungdomsfilmen "Har du set Alice". Anderledes succes fik hun i 1985 med sin filmatisering af Ole Lund Kirkegaards "Hodja fra Pjort". Filmen var dog mildest talt en svær fødsel og veteranen
Astrid Henning-Jensen måtte give en hjælpende hånd for at få filmen helt færdig. Efter den ret glemte "Sally's Bizniz" lavede hun i 1992 sin sidste film - børnefilmen "Det skaldede spøgelse", som også blev en succes. Brita Wielopolska var endvidere kendt som ophavskvinde til håndbogen "Kvinde kend din krop", der udkom i 1977.