Morten Henriksen
Født: 30-4-1950 i Lund, Sverige
Biografi
Morten Henriksen, filminstruktør, der er søn af professor, dr. phil. Aage Henriksen (25-04-1921 - 2011) og hustru arkitekt Lisbeth Henriksen (født Olsen), blev uddannet som mag. art. i nordisk litteratur og studerede sideløbende til filminstruktør ved Den Danske Filmskole, hvorfra han blev færdiguddannet i 1979. Morten Henriksen er kendt for filmatiseringer af dansk og nordisk litteratur og han har vundet flere danske og udenlandske priser for sine film. Han debuterede med den vellykkede tv-film "Sorgagre" (1987) efter Karen Blixen og har siden lavet besættelsesdramaet "De nøgne træer" (1991) efter Tage Skou-Hansen, kortfilmen "Hænderne op", som i 1998 fik børnefilmprisen Glasbjørnen i Berlin, og det historiske drama "Magnetisørens femte vinter" (1999) efter Per Olov Enquist. I samarbejde med forfatteren Peter Øvig Knudsen instruerede han den prisvindende dokumentarfilm "Med ret til at dræbe" (2003) om stikkerlikvideringer under besættelsen. Morten Henriksen har endvidere undervist i instruktion og dramaturgi ved filmskolen og Den Europæiske Filmhøjskole. Han er gift med Katrine Ussing.