Leo Nielsen (Sussi og Leo)
Født: 15-11-1955 i Ingstrup i Nordjylland
Død: 18-2-2023 Mindebog
Gravsted: Saltum Kirkegård

Biografi
Leo Brinkmann Nielsen, der en kort tid spillede i bandet Starfighters, mødte som 15-årig sin senere hustru Susanne Matzen på Saltum Centralskole. Parret dannede i 1972 showduoen Sussi & Leo, hvor Leo spillede på harmonika og Sussi på guitar. Op gennem 1970erne spillede de tidens aktuelle hits ved privatfester og ved kroballer og foreningsarrangementer. Det var først, da parret i 1979 tegnede kontrakt med værtshuset Skansen i Skagen, at de gradvist blev berømte – og berygtede – i hele landet. Med duoens helt unikke blanding af populære sing-along-kopinumre, hjemmesyede outfits og Sussis høje benspjæt trak de fulde huse seks dage om ugen. På Skansen stod publikum hver aften som sild i en tønde for at opleve Sussi & Leo på tæt hold. I 1988 ansattes de som husorkester på en femårig kontrakt på værtshuset i Skagen. Med et broget repertoire, der omfattede dansktop-pop, sømandssange, country & western og rock, viste parret talent for at holde et festkrævende publikum i ånde og mange har oplevet det tætpakkede publikum syde af begejstring over parrets festlige optræden. Efter 23 år i træk valgte de i 2003 at stoppe kontrakten med Skansen efter mere end 4000 koncerter. Fra 2003 til 2006 optrådte de på deres eget spillested Ritz i Frederikshavn, dog ikke med samme succes som i Skagen. I de efterfølgende år turnerede det legendariske par med optræden rundt om i landet. I 2016 faldt Leo Nielsen ned fra en stige i parrets tourbus og brækkede sin hofte. Siden stødte flere komplikationer til, men først i januar 2023 besluttede Leo Nielsen endegyldigt at indstille sin musikkarriere. Ved siden af sin musikkarriere skrev han under pseudonym en række romaner og noveller. Leo Nielsen blev i 1981 gift i Saltum Kirke med Susanne Nielsen, f. Matzen.


Har arbejdet med følgende 1 film:
17 op - Sallys Bizniz (1989)Musik

Link til yderligere info:
http://www.sussi-leo.dk