Vinca Wiedemann
Født: 23-9-1959 i Frederiksberg
Biografi
Vinca Wiedemann, filmklipper, manuskriptforfatter, konsulent, fhv. rektor, der er datter af dr.phil., universitetslektor Erik Wiedemann (07-05-1930 - 02-03-2001) og mag. art., forfatter Maria Anna Marcus (død 2017). Hun er uddannet som klipper på Den Danske Filmskole i årene 1983 til 1986. Vinca Wiedemann har været med til at videreudvikle dansk film og talenterne i filmmiljøet først på Filmskolen, senere som spillefilmkonsulent fra 1999 til 2003 og som kunstnerisk leder af New Danish Screen. Hun arbejder som rådgiver og manuskriptkonsulent både i den danske filmbranche og også internationalt, idet hun blandt andet er senior advisor i den europæiske tænketank om film. Endvidere har hun løbende udviklet filmmanuskripter sammen med nogle af de bedste instruktører i Norden, heriblandt Susanne Bier, Per Fly, Christoffer Boe, Anders Morgenthaler og Pernilla August. Vinca Wiedemann var i årene 2014 til 2019 rektor på Den Danske Filmskole. Hun er søster til teaterinstruktør Katrine Wiedemann.