Biografi
Hans Bendix, tegner og maler, var søn af grosserer, kgl. hofmanufakturhandler Louis Bendix og Wilhelmine (Minna) Petersen. Hans Bendix blev uddannet som maler fra 1914 til 1918 og virkede samtidig som modetegner i Paris og London. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1922. Gennem årene 1922-40 og 1948-50 var Hans Bendix ansat som bladtegner ved Socialdemokraten og fra 1950 til sin død ved Politiken. I sine unge år var det især den politiske satire f.eks. fra 1925 i "Blæksprutten" der var kernen i hans arbejde. Men det var som teatertegner han fik størst betydning. I 1973 modtog han medaljen Ingenio et arti. Hans Bendix blev den 2. marts 1925 gift på Københavns Rådhus med Karen Sofie Petersen (27-11-1900 - 16-03-1993).