Herluf Bidstrup
Født: 10-9-1912 i Berlin, Tyskland
Død: 26-12-1988
Gravsted: Lillerød Kirkegård

Billede af Herluf Bidstrup
Biografi
Christian Hans Herluf Bidstrup, tegner, var søn af dekorationsmaler Hermod Gustav Bidstrup og Augusta Emma Bertha Schmidt. Han blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1931-35 og debuterede som bladtegner i Socialdemokraten i 1936. I 1936 blev han ansat ved Berlingske Tidende for at tegne serien P.S. Kummerfryd. Bidstrup producerede strips til 3-4 måneder, men blev så afskediget som tegneserieleverandør. I mellemtiden var han nemlig begyndt at tegne for dagbladet Socialdemokraten. Herluf Bidstrup arbejdede her indtil 1945. I samme periode leverede han tegninger til Kulturkampen, Blæksprutten og Svikmøllen. Efter befrielsen i 1945 kom han til Frit Danmark og startede sit mangeårige engagement ved det kommunistiske dagblad Land og Folk. Han fortsatte sine satiriske tegneserier og leverede parallelt hermed rejseindtryk fra Østeuropa. Hans berømte striber fra glansperioden på Land og Folk fik en reprise i Fælles Kurs' blad "AB Weekend" efter at Herluf Bidstrup og Preben Møller Hansen var blevet træt af det bovlamme DKP. Herluf Bidstrups tegninger blev bragt i tidsskrifter, aviser og bøger ikke blot i Kina og Sovjetunionen, men også i Japan, Den Mongolske Folkerepublik og alle de østeuropæiske kommunistiske stater. Han fik udgivet en række bøger i Østeuropa og bidrog også til det sovjettiske dagblad Pravda. I 1964 modtog han den internationale Lenin-fredspris og modtog desuden den sovjettiske "Arbejdets røde fanes orden", DDR's medalje for venskab mellem folkene - foruden at han blev æresborger i den bulgarske by Gabrovo og æresmedlem af Sovjetunionens Kunstakademi. Han blev gift den 23. oktober 1939 i Gentofte med Ellen Magdalene Olsen (03-01-1917 - 01-02-1992)


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Helsingør-Revyen (1954)Dekorationer