Eric Storél
Født: 11-1-1923 i Brande
Død: 5-3-1996
Gravsted: Brande gamle Kirkegård v/ Vejle

Biografi
Eric Storél var et mutitalent, der beherskede opgaver som musiker, sanger, forfatter, foredragsholder og revymager. Han kom efter realeksamen i murerlære hos sin far murermester Chr. Kjeldsen Pedersen, men fulgte ikke i faderens fodspor. I stedet for murskeen valgte han musikken og fortsatte uddannelsen på Odense Musikkonservatorium med kontrabassen som hovedinstrument. Studierne blev fortsat i København, hvor han også gennemgik en sangeruddannelse. Efter en tid i Sverige som barpianist blev han medlem af Århus Byorkester. Han prøvede også livet i cirkus både som musiker og som forretningsfører og han prøvede kræfter med rejsebranchen og havde nogle spændende år hos Ejlif Krogager i Tjæreborg. Samtidig optrådte han i National Scala med nogle af landets kendte kunstnere. I perioder optrådte han som troubadour med egne og andres sange - enten alene eller sammen med violinisten Wandy Tworek. Eric Storél tog initiativ til Slyngelorkestret i Herning, hvor han en årrække spillede med i orkestret. Han leverede tekster til en lang række revyer ligesom han skrev musik og tekst til mange sange og viser. I forbindelse med Brandes 800 års jubilæum lancerede han Kabaret Buldog - et one-man show, der i syv år trak fulde huse i Brande. Under pseudonymet Messingjens og Søren sammen med tegneren Arne Sørensen skrev han daglige kommentarer på Vejle Amts Folkeblad og han var gennem mange år en flittig leverandør også til Jyllands Posten, Herning Folkeblad og Brande Bladet. Desuden skrev han digte og noveller på Brande dialekt, Med sin tørre lune “fangede” og underholdt han en masse mennesker gennem årene ligesom han var en elsket rejseleder på en række ture til sit elskede Wien. Efter at have været langt omkring flyttede Eric Storél tilbage til Brande i slutningen af 1960erne. Han blev siden turistchef og drev i en årrække Brande Bio. I slutningen af 80erne flyttede han til Uhre, hvor han boede indtil han flyttede ind i Brandlundparken, hvor han boede til din død. Eric Storél udgav bogen "Brande - en stationsby bliver til".


Har arbejdet med følgende 6 revyer:
Holstebro-revyen (1974)Tekst
Holstebro-revyen (1976)Tekst
Sans Souci Revyen - Kolding (1978)Tekst
Holstebro-revyen (1979)Tekst
Limfjordsrevyen (1979)Tekst
Hotel Impala, Silkeborg (1982)Instruktion