Michael Bundesen
Født: 12-5-1949 i Maglegaard
Død: 8-11-2020 Mindebog
Gravsted: Taarbæk Kirkegård

Biografi
Michael Bundesen, der blev kendt som forsanger i det populære danske pop-band Shu-bi-dua, gik i skole i Taarbæk og blev student fra Ordrup Gymnasium. Han fulgte oprindeligt forelæsninger til et juridisk studium, men fuldførte kun første del. I årene 1968-1969 var han i Søværnet og fik derefter i 1970 arbejde i Danmarks Radio, hvor han var ansat indtil han i 1984 skiftede job til Kanal 2. Allerede i studietiden spillede han på mundharmonika. Han havde en fortid i folketrioen Quacks, da to af hans arbejdskammerater i Danmarks Radio, Michael Hardinger og Jens Tage Nielsen i 1973 fik ham med i Shu-Bi-Dua. Gruppen var en udløber af Passport, der kort forinden havde pladedebuteret. I 1973 udsendte de - nærmest for sjov - singlepladen "Fed Rock". Shu-bi-dua blev hurtigt dansk folkeeje og Michael Bundesens røst som forsanger blev en vigtig del af gruppens identitet. Op gennem 1970erne, 1980erne og 1990erne var bandet fast inventar ved sommerfester og festivaler. I 1977 fik de deres gennembrud med lp'en "Shu-bi-dua 4". Shu-bi-dua fik på stribe succeser med enkle og sangbare melodier og tekster med raffineret sans for ordspil. Det var med titler som "Stærk tobak", "Står på en alpetop", "Knald i låget", "Tryk på", "Hvalen Hvalborg", "Vuffelivov", "Den røde tråd", "Rom og Coca-cola", "Minus til plus", "Den himmelblå", "Kylling med soft-ice" og "Costa Kalundborg" som alle blev solide succeser. Shu-bi-dua blev et af de mest sælgende danske bands nogensinde. Flere af deres sange er optaget i Folkehøjskolens melodibog. Gennem årene udgav Shu Bi Dua 16 albummer. I årene 1985-87 forlod Michael Bundesen gruppen og var ikke med på Shu-bi-dua 11. Men i 1990erne fik popbandet sit comeback dels med genudsendelse af deres hidtidige lp'er på cd, dels med en række nye sange bl.a. landeplagen "Sexchikane". Shu-Bi-Dua havde både op- og nedture, men Michael Bundesen sørgede for at have andre jern i ilden. Han startede i 1984 sammen med Klaus Riskær Pedersen og Otto Reedtz-Thott den københavnske lokalstation Kanal 2 og var i årene 1984-87 først og fremmest programchef på kanalen. Men han var også manden bag TV2 s "Mandag-Mandag" og TV-Danmarks serie "Op på Tangenterne". Knap så godt gik det, da Michael Bundesen var med til at åbne Cigarbaren i København. Også som pressesekretær i Folketeatret, tekstforfatter på et reklamebureau og som eventmager udnyttede Michael Bundesen sit store talent for kommunikation. Ved siden af sit engagement i Shu Bi Dua udgav han singlen "Min Kone og Min Mor" i 1973. I 1995 udgav han solo-CD'en "Peters Jul". Desuden sang Michael Bundesen en række sange på DR's succesfulde børneplader "Åh, Abe", "Pa-papegøje", "Tangokat" og "Hej, Frede." I 1990 var han Bagermester Harepus i "Dyrene i Hakkebakkeskoven" ligesom han var Mattis på cd-udgaven af "Ronja Røverdatter". Efter to blodpropper i hjernen med kort tids mellemrum måtte han i 2011 stoppe tilværelsen som frontmand i et af landets mest populære bands. I 2013 modtog Michael Bundesen musikbranchens "Ærespris" ved den årlige Danish Music Awards. Michael Bundesen blev skilt efter sit første ægteskab med Ninka Bundesen. Han havde senere et forhold til skuespilleren Tone Løhr og endnu senere til den tidligere tv-vært Dorthe Studsgarth.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Den røde tråd (1989)Manuskript, Ide

Bøger om Michael Bundesen:
Alting har en ende af Michael Bundesen og Kaare Sørensen
Michael Bundesen Biografi af Kaare Sørensen og Michael Bundesen