Bente Pryds
Født: 18-6-1939
Død: 18-6-2025 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Bente Pryds blev den 1. oktober 1965 biografdirektør for Fasan Bio på Nordre Fasanvej 175 i København. Kulturministeriet modtog kun én ansøgning til bevillingen. Men Bente Pryds, der i knapt 10 år forinden havde arbejdet på Filmmuseet, var dermed ganske filmerfaren. Hun havde store ambitioner og skaffede biografen nye premierefilm, ligesom hun fik de nyere film hurtigere. Biografen fik også en filmklub med over 600 medlemmer. Bente Pryds præsenterede publikum for en række kortfilm i forskellige sammensatte programmer, ligesom hun eksperimenterede med film, der ikke var i ordinær dansk distribution. Også de danske film var af mere eksperimentel karakter. Blandt andet viste biografen Kirsten Stenbæks film "Den gale dansker" og "Fantasterne". Bente Pryds startede i 1970 sit eget PR-bureau som blev flittigt benyttet til mange forpremierer rundt om i byen. Hun arbejde en tid også i filmdistributionsbranchen for Nordisk og i øvrige biografer, ligesom hun f.eks. i 1972 var scripter for Stenbæk på filmen ”Lenin, din gavtyv!”. Efter et voldsomt nedgangsår i 1971 forlod Bente Pryds Fasan Bio og blev ansat som inspektør hos rejsekongen Spies i Mercur. Hun blev i Mercur indtil 1977, hvor hun i samarbejde med instruktøren Kirsten Stenbæk påbegyndte et filmprojekt med titlen "Et kys på Amager" - delvist finansieret af Spies. Filmen blev dog aldrig realiseret, da Spies trak sig ud af projektet en måned før, optagelserne skulle begynde. Bente Pryds modtog i december 1971 en præmie på 10.000 kr. af Filmfonden for sin forbilledlige drift af Fasanbiografen.