BiografiBror Damgaard Bernild, der var søn af redaktør Holger Emil Bernild og hustru Maren Damgaard, ville oprindelig gerne have været journalist, men valgte i stedet at blive fotograf. Han blev fotografelev i 1939 og udlært som illustrationsfotograf. I 1943 fik han sit eget atelier, hvor han både fungerede som portræt-, mode- og reklamefotograf. Under krigen var han medlem af modstandsbevægelsens filmgruppe og efter krigen var han med til at lave Frihedsrådets film "Det gælder din frihed". Fra 1946 blev Bror Bernild tilknyttet Landbrugsrådet - og i den forbindelse tog han det verdensberømte billede af kongefamiliens besøg på Bellahøj-dyrskuerne. I 1955 lavede Bror Bernild sammen med instruktøren
Børge Høst en film om
Poul Henningsen "PH - meninger i tiden". Han virkede også som still-fotograf for de dengang unge filminstruktører
Henning Carlsen og
Erik Balling. Men hans primære arbejde var som reklamefotograf. Især var han tæt på landbruget, som han siden 1960erne lavede kampagner for. Bl.a. stod han bag "Grüne Woche" og de første kampagner med Karoline-pigerne. Bror Bernild var på Charlottenborg med til at arrangere den berømte "Family of Man"-udstilling, der kom fra New York. Sammen med sin hustru Nobbe Bernild, der også er fotograf, rejste han i Sydamerika, Mexico og Kina, hvorfra han producerede en serie rejseartikler. Bror Bernild blev den 10. december 1948 gift på Lyngby Rådhus med Lizzie Vibeke Nielsen (28-02-1929). Han var far til skuespillerinden
Bolette Bernild.