Mogens Vemmer
Født: 28-2-1935 i København
Død: 26-2-2020 Mindebog
Gravsted: Gentofte Kirkegård - Kbh

Billede af Mogens Vemmer
Biografi
Mogens Vemmer, programchef, var søn af sparekassebestyrer Gunnar Vemmer (død 1979) og hustru Alice Høyer (19-04-1911 - 08-08-1996). Han tog studentereksamen fra Sct. Jørgens Gymnasium i 1953 og uddannede sig som lærer med eksamen i 1956 - samtidig med at han havde job som studenterspeaker i Statsradiofonien. I 1957 blev han ansat ved Københavns Kommunale Skolevæsen. De næste fire år delte han mellem undervisning og freelance opgaver som producer af børne- og ungdomsprogrammer på tv. I 1961 blev han ansat ved Danmarks Radio og fungerede de første syv år som programsekretær. I denne periode iscenesatte og producerede han den Bodil-belønnede film "Gade uden ende". I 1968 blev han programchef for DR’s nyoprettede Børne- og Ungdomsafdeling og besad denne stilling til 2000. Mogens Vemmer omdannede afdelingen til en rugekasse for talenter, der kom til at præge børnefjernsyn. Han introducerede blandt andet navne som Jesper Klein og Poul Nesgaard. Mogens Vemmer stod bag en perlerække af populære tv-programmer bl.a. "Ingrid og Lillebror", "Kaj og Andrea", "Bamse og Kylling", "Poul og Nulle" - og afdelingen hentede gennem årene en række internationale priser for engageret og nyskabende børne-tv. Han stoppede som chef i 2000 og fortsatte derefter som mentor. Mogens Vemmer var til sin død medlem af bestyrelsen for Børnenes Kontor. I 2006 udgav han erindringsbogen "Fjernsyn for dig". Han fik i 2000 tildelt Publicistprisen, der gives for en markant indsats i den danske medieverden. Derudover fik han i 2011 "Årets Otto", der er hædersprisen i den danske tv-branche. Mogens Vemmer blev i 1962 gift i Frederiksberg Slotskirke med skuespillerinden Kirsten Cenius. Ægteskabet varede til 1976. Mogens Vemmer blev derefter den 27. marts 1980 gift med instruktør, forfatter og tv-producer Katrine Hauch-Fausbøll.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Gade uden ende (1963)Instruktion, Script, Manuskript
Kameldamen (1969)Instruktion

Bøger om Mogens Vemmer:
Fjernsyn for dig af Mogens Vemmer