Freddy Hansson
Født: 14-8-1941 i København
Død: 6-1-2023 Mindebog
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Freddy Enok Hansson, lydtekniker og musikproducer, var bedst kendt for sit arbejde i først Rosenberg-studiet og siden Sweet Silence Studios. Det var bekendtskabet med nogle jazzplader, der i 1968 for alvor gjorde ham interesseret i indspilningsteknik. Han anskaffede sig en båndoptager og øvede sig ved at optage koncerterne i Jazzhus Montmartre. Her hørte han gruppen Delta Blues Band, og et samarbejde om en pladeindspilning kom i stand. Hans første job som producer var således Delta Blues Bands debutalbum, der blev indspillet i 1970 i Wifos-studiet på Frederiksberg. Freddy Hansson fik i årene 1969 til 1971 en lydteknikeruddannelse på Den Danske Filmskole. I 1970 kom han i kontakt med studieteknikeren Ivar Rosenberg, som han indledte et samarbejde med. Mellem 1971 og 1976 arbejdede han således hovedsageligt som lydtekniker i Rosenbergs nye studie, Rosenberg-studiet, hvor han kom til at sætte sit præg på lyden på en lang række af periodens danske pladeudgivelser. I 1976 startede han Sweet Silence Studios, som i de følgende år overtog rollen som det førende pladestudie indenfor indspilningen af dansk rock. Freddy Hansson var i 1978 desuden med til at starte pladeselskabet Ama'r Records sammen med Peter Ingemann samt Karsten Sommer, tidligere producer på Demos. Mange store danske bands og kunstnere har gjort brug af Freddy Hanssons sans for lyd. Han var blandt mange adre med til at skabe lyden for Gasolin, John Mogensen, Lars Lilholt Band, Sanne Salomonsen, Povl Dissing, Sebastian og Gnags. Freddy Hansson forlod Sweet Silence i 1999, hvorefter hans medejer Flemming Rasmussen førte det videre alene, indtil det lukkede i 2008. Siden arbejdede Freddy Enok Hansson bl.a. med webdesign i sit firma SweetSoft.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Den gale dansker (1969)Assistent
Kære Irene (1971)Musikproducer