BiografiSolbjørg Højfeldt, skuespiller og instruktør, er datter af møbelhandler Jens Carl Jepsen og hustru Bjørk Maria Jepsen (født Olsen) (død 1953). Hun blev uddannet som hospitalslaborant i 1969 og kom i årene 1972-77 til Aalborg Teater via en aspirantordning. Hun spillede der bl.a. Polly i "Boyfriend" og Tzeitel i "Spillemand på en tagryg". Siden 1977 har hun i København haft mange større og mindre roller på teater, film og i TV. Hun var i 1978 Lotte i "Vi venter Bardot" på Aveny Teatret, Ruth i "Night and Day" på Rialto i 1983, havde titelrollen i "Agnete" 1986, Marguerite i "Kameliadamen" på Gråbrødre Scene i 1988, Nurse Ratched i "Gøgereden" 1991 og 1993, Maria voor den Dag i "Morderenglen" på
Betty Nansen Teatret i 1997, Titania i "En skærsommernatsdrøm" på Gladsaxe Teater i 1998 og Knuttebarnet i "Snart kommer tiden" på Dr. Dante i 1998 og 2000. I 2003 har hun på Odense Teater spillet i forestillingen "Anna og tyngdeloven" og i 2005 i "Helvede bor i den erindring som aldrig kan forandres" på Teatret ved Sorte Hest. Hun fik sit gennembrud på film med "Slingrevalsen" og fik for sin hovedrolle i filmen en Bodil i 1982. I sit tredie (papirløse) ægteskab med skuespilleren
Søren Thomsen fik hun en søn. Solbjørg Højfeldt blev den 23. juni 1985 gift i sit fjerde ægteskab med skuespilleren
Henning Jensen.