Poul Reumert
Født: 26-3-1883 i København
Død: 19-4-1968 (85 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte

Billede af Poul Reumert Billede af Poul Reumert Billede af Poul Reumert
Biografi
Poul Hagen Reumert, skuespiller, var søn af skuespilleren Elith Poul Ponsaing Reumert (09-01-1855 - 24-06-1934) og balletdanserinden Athalia Anna Henriette Flammé (05-10-1858 - 29-09-1952). Han var elev på Gammelholms latin- og realskole. Efter en periode som lærling på orlogsskibet Helgoland blev han student i 1901 fra Borgerdydskolen i København og året efter cand.phil. Han blev i 1901 optaget på Det kgl. Teaters elevskole, hvor han fik Olaf Poulsen, Peter Jerndorff og Karl Mantzius som lærere. Året efter fik han sin debut på Det Kgl. Teater som Herbert Corrie i "Da vi var enogtyve". Derefter var han tilknyttet Folketeatret 1902-1908, hvor han bl.a. gjorde sig bemærket som en rask Nicolai og Jens Woller, men først på Det Ny Teater mellem 1908 og 1911 kom han frem i første række og med stor succes her var operettehelt i "Zigøjnerblod" og i "Dollarprinsessen", hvor han havde Else Frölich som partnerske. Fra 1911 til 1918 var han ansat på Det Kongelige Teater. Han gjorde sig på få sæsoner gældende på en måde der oversteg teatrets største forventninger. Hans skuespilkunst favnede umådelig bredt og han blev en gribende karakterskuespiller med utallige roller som han gav nyt liv. I 1914 indledte han sit legendariske samspil med Bodil Ipsen. Han spillede den unge Meyer i førsteopførelsen af "Indenfor Murene". Sammen med filminstruktøren Carl Th. Dreyer arrangerede Poul Reumert omkring 1919 en friluftsforestilling i Dyrehaven med en Offenbach-operette. I årene fra 1919 til 1922 var han på Dagmarteatret, hvor han i 1921 bl.a. spillede den gamle i "Posthuset" og titelrollen i "Tartuffe" inden han igen fra 1922 til 1930 var på Det Kongelige Teater og her bl.a. udførte rollen som Alceste i "Misantropen". Poul Reumert var også på forskellige gæstespil i udlandet, bl.a. i 1925 i Paris på La Comédie Francaise og Théâtre National de l'Odéon, hvor han spillede Moliére på fransk og høstede stor anerkendelse. Han fik efterfølgende tilmed tilbud fra både franske og engelske teatre og filmselskaber. Da Adam Poulsen i 1930 blev teaterdirektør og ved sin tiltræden holdt en diktatorisk tale tog han og en række skuespillere deres afsked fra teatret og gik til Dagmarteatret og gav teatret en rekordsæson. Han var på Dagmarteatret fra 1931 til 1937 og havde bl.a. i 1933 hovedrollen i "Før solnedgang". Fra 1937 og til sin død var Poul Reumert igen knyttet til Det kgl. Teater. Han var lærer ved elevskolen 1916-18, 1922-27 og 1956. Poul Reumert spillede et utal af roller, bl.a. "En Idealist", "Elverhøj", "Nøddebo Præstegård", "Swedenhielm", "De unges forbund", "Flagermusen", "Påske" og "Den politiske Kandestøber". Ikke at forglemme rollen som Gamle Levin i "Indenfor Murene", som han også spillede i en tv-version i 1963. Helt op til 80-års alderen spillede han rollen som løjtnant von Buddinge i "Genboerne" for fuld komisk udblæsning. Poul Reumert spillede sidste gang på Det kgl. Teater den 31. maj 1967 ved forestillingen i anledning af tronfølgeren prinsesse Margrethes bryllup. Han fik sin filmdebut i "Afgrunden" (1910), der blev en verdenssucces. I filmen havde han en berygtet dansescene med Asta Nielsen. Senere fik han enkelte mere ærværdige roller, bl.a. i "Den gamle præst" (1939), "Søren Søndervold" (1943), "Otte Akkorder" (1944),"Det ender med bryllup" (1944)´og så er der også indsneget sig en enkelt komedie med Marguerite Viby: "Frøken Kirkemus" (1941). Med den udprægede teaterpersonlighed han var lykkedes det ham ikke helt at afpasse og neddæmpe sine virkemidler til de levende billeders krav. Han optrådte i en lang række radio- og TV-spil. Klassisk er hans indtaling af "Guldhornene" og sammen med Osvald Helmuth sang han "Gluntarne". Poul Reumert blev gift 30. juni 1906 i Ordrup Kirke med Helga Ingeborg Meyer (09-11-1886). Ægteskabet blev opløst i 1918 og 2. maj 1919 blev han gift i Sankt Johannes Kirke i København med skuespillerinden Rigmor Emmy Julie Reumert, født Dinesen (03-09-1893 - 15-02-1978). Ægteskabet blev opløst i 1930, da Poul Reumert og den islandske skuespillerinde Anna Borg havde hovedrollerne i "Galgemanden" og forelskede sig i hinanden. Poul Reumert og Anna Borg giftede sig den 5. august 1932 i Reykjavik. I 1963 omkom Anna Borg ved en flyveulykke på vej til Island. Han er far til skuespillerinden Vibeke Reumert (03-10-1909) og til højesteretssagfører Michael Reumert (05-01-1914 - 02-01-1983). Poul Reumert var dekoreret med en række inden og udenlandske ordener. Han var æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund, Solistforbundet, Svenska Teaterförbundet og Finlands Skådespelarförbund samt af Studenterforeningen i København. Han blev Studenternes første æreskunstner i 1937 og modtog medaljen Ingenio et arti i 1933, Henri Nathansens mindelegat 1955, Kaj Munks mindelegat 1962, Dansk Skuespillerforbunds æresnål i guld 1962 og fortjenstmedaljen i guld 1967. Poul Reumert skrev "Masker og mennesker" i 1940. Der henvises i øvrigt til "Poul Reumert En diskografi" (Statsbiblioteket Aarhus) 1970 - udarbejdet af Finn Møller Larsen.

Bøger om Poul Reumert:
"Masker og mennesker" af Poul Reumert


Har medvirket i følgende 12 film:
Den gamle præst (1939)Grev Trolle
Frk. Kirkemus (1941)Thomas Berg - direktør
Afsporet (1942)Professor Bøgh
Søren Søndervold (1942)Peter Tegberg - overretssagfører - bankdirektør
Det brændende spørgsmaal (1943)Eigil Thomsen - professor - Dr. med.
Det ender med bryllup (1943)Steen Andersen - fabrikant - cevilingeniør
De tre skolekammerater (1944)Herluf Steen - glasværksdirektør
Otte akkorder (1944)Jørgen Svane, højesteretspræsident
Affæren Birte (1945)Doktor Ellekær
De kloge og vi gale (1945)Jørgen Rhoders - komponist
Familien Swedenhielm (1947)Rolf Swedenhielm - senior
For frihed og ret (1949)Kong Christian VIII

Har medvirket i følgende 1 revyer:
Scala Teater 1930

Har medvirket i følgende 1 udenlandske film:
General von Döbeln (1942)Kronprins Karl Johan

Har medvirket i følgende 18 stumfilm:
Afgrunden (1910) 
Gennem kamp til sejr (1911) 
Livets bål (1911) 
Den sorte kansler (1912) 
Manegens stjerne (1912) 
Den store flyver (1912) 
Når kærligheden dør (1912) 
Bristet lykke (1913) 
Ansigtet bag ruden (1914) 
Et Expres-Giftermål (1914) 
Under skæbnens hjul (1914) 
Flyverspionen (1914) 
Juveltyven på æventyr (1914) 
Doktor Mors (1914) 
Det røde Alfabet (1916) 
Heksen (1922) 
David Copperfield (1922) 
Lasse Månsson fra Skaane (1923) 

Priser, legater m.m:
Studenterforeningens æreskunstner (1937)
Henri Nathansens mindelegat (1955)
Kaj Munks mindelegat (1962)

Bøger om Poul Reumert:
Bogen om Poul Reumert skrevet af venner af Birte Freisleben og Kay Holkenfeldt
Den glemte Poul Reumert af Arnold Hending
Erindringer om Poul Reumert og mit teaterliv af Rigmor Reumert
Poul Reumert af Jan Danielsen
Poul Reumert af Carl Erik Soya
Poul Reumert af Gustav Bauditz
Poul Reumert - 50 Aars Kunstnerliv af Poul Linneballe