Peter Belli
Født: 19-6-1943 i Kiel, Tyskland
Død: 8-6-2023 (79 år) Mindebog
Gravsted: Brøndbyvester Ny Kirkegård

Billede af Peter Belli
Biografi
Peter Belli (egtl. Georg Peter Brandt), sanger, musiker og skuespiller, var en af Danmarks få regulære rocklegender, der formåede at fortolke alt fra pigtrådsmusik til Danstop-sange og rock. Peter Belli blev født i Kiel som søn af husbestyrerinde Bodil Elsebet Belli (født Brandt) og den franske krigsfange Louis Plaisant (død 1977), der var tvangsarbejder i Tyskland. Navnet Belli fik han fra sin stedfar, da hans mor giftede sig med elektriker Fritz Max Milian Aliysius Belli. Efter fødslen drog hans mor tilbage til Danmark, hvor Peter Belli voksede op i Holte nord for København. Allerede som 9-årig begyndte han karrieren med at spille på mundharpe. Efter skoletiden ernærede han sig som assistent på Saga Film og som filmoperatør på Casino Biografen i København. I knapt et år spillede han med i sit første orkester The Rainbows, der optrådte i ungdomsklubber. Senere gæsteoptrådte han i Odense med bandet Les Amis. Han kom så med som forsanger i The Trefters - og spillede rundt omkring i de Københavnske natklubber. Først i 1964 kom der for alvor gang i karrieren da han blev forsanger og frontfigur i den meget populære pigtrådsgruppe "Les Rivals" - et band der snart kom på linie med The Beatles og The Rolling Stones og som fik fast tilknytning til Bakken. Gruppen optrådte første gang i TV-udsendelsen "Kig ind" hos Volmer Sørensen, og derefter gik turen til pigtrådstemplet Hit House på Frederiksberg Runddel, hvor koncerterne blev et sandt tilløbsstykke. Gruppen fortsatte med turneer i provinsen og gav koncerter i Sverige, Finland, England og Skotland. I december 1965 foretog Peter Belli et overraskende stilskifte med hittet "Helt igennem respektabel" og i 1966 indsang han "Ulven Peter". I musikradioen kom Peter Belli til at nævne at han havde røget hash, og ville advare andre unge. Peter Belli og hans popgruppe blev i juli 1966 anholdt af det københavnske narkotikapoliti og fremstillet i Dommervagten på Politigården. Episoden resulterede i at Peter Belli måtte tilbringe 30 dage i Kolding arrest. Det varede ikke længe før man talte om "Peter Belli & Les Rivals", og det vakte en vis irritation og jalousi i gruppen at man fokuserede på Peter Belli, og det førte til at gruppen i 1966 blev opløst. Efter gruppens opløsning dannede Peter Belli et nyt bigband med navnet Seven Sounds, der dog kun fik en kort levetid. Under en byfest i Løgumkloster i 1965 blev rockmusikeren udfordret til at køre i dødsdrom - og det var ved denne byfest han mødte sin tilkommende hustru. Med sit lange hår og sin eksperimenterende livsstil var han en del af det danske hippie-miljø og det vakte opsigt - og blev forsidestof i ugeblade og formiddagsaviser da han den 9. august 1967 under åben himmel i Bethlehem-skoven ved Høje Sandbjerg i Nordsjælland giftede sig med June Belli (Vera June Dennow) (f. 22-11-1948), datter af artist Karlo Egon Dennow (29-12-1906 - 1986) og sandsigerske Laura Eli Corinta (født Meggele) (16-12-1912 - 23-03-1990). I en periode var Peter Belli om sommeren kunstnerisk leder for sin svoger Ronald Dennow (25-05-1931) i Ronalds Festival Tivoli. Peter Belli forlod beatmusikken i slutningen af 60erne og startede en karriere som dansktop-sanger. Han indsang en stribe sange på dansk bl.a. sammen med Four Roses og det var med denne gruppe at han i 1968 hittede med nummeret "Ob-la-di Ob-la-da". Andre hits var "Hvis jeg var arbejdsløs" (1968), og "Tapre bjørn" (1969). Tresserne blev et af Peter Bellis suveræne årtier med masser af pladehits, tv-shows og live-koncerter for tusinder af mennesker. Og op gennem halvfjerdserne høstede han også hit på hit – fortrinsvis med danske tekster, f.eks. "Bli' væk fra vort kvarter" (1970), "Kære gamle tog" (1971), "Min mølledam" (1971), "Blot det er godt at være aktionær" (1972), "Peter Belli og Søn" (1973), "Det blir aldrig som det var i gamle dage" (1975), "Ingen regning" (1978), "Istedgade" (1979), "Teddybjørn" (1981) og "København (Fra en DC-9)" (1992). Han deltog tre gange i det danske Melodi Grand Prix. Første gang i 1982 med "Spejldans", anden gang i 1989 med "Lyset bryder frem" og tredje gang i 1996 med "Det gør ondt når jeg griner". I 1984 blev Peter Belli sprechstallmeister hos Cirkus Arena og han var tillige sammen med sin hustru gennem 10 år tv-bingovært på den lokale tv-kanal Kanal 2, ligesom han også var brevkasseredaktør i tv. I 1985 udgav han albummet "Ta det med et smil". Fra midten af 1980erne arbejdede han sig gradvist tilbage fra dansktop-genren til rock'n roll. Et vigtigt vendepunkt indtraf i 1987 da han indsang rockoperaen "Den store lysfest" sammen med bl.a. Nanna og Steffen Brandt og siden med sangen "En at bli' som" sammen med Johnny Madsen, Nanna og Billy Cross. Han fik i 1991 et solidt comeback på den danske rockscene med albummet "Yeah" og i 1992 høstede Peter Belli & De Nye Rivaler stor anerkendelse med cd'en "Rippet & flået". Fra 1994 rejste han rundt med dette nye band. I 1997 udsendte han "Talisman" og med de to seneste plader var han for alvor tilbage ved det oprindelige udgangspunkt. Gennem 1990erne gæstede han landets forskellige musikfestivaler. Han gik for sidste gang på scenen i december 2017 i Amager Bio og afsluttede dermed en lang turnékarriere, hvor Peter Belli over fem årtier spillede tusindvis af koncerter og udgav mere end 40 albums. Alligevel vendte han højst overraskende tilbage med en single i foråret 2023 i selskab med sin søn Michel Belli og dennes band "Den Syngende Søn". Peter Belli skabte sig også en karriere som skuespiller med mange roller på film og TV. I 1967 medvirkede han i sin første spillefilm "Thomas er fredløs", hvor han spillede indianer. I 1976 fik han så en rolle i filmen "Den dobbelte mand" - en rolle som han høstede stor anerkendelse for. Mange vil huske ham som den syngende kaptajn i filmen "Flyvende farmor" fra 2001. Han var også glimrende i rollen som værtshusholderen Arne From i TV-serien "Ugeavisen" fra 1990, ligesom han havde en rolle i tv-serien "Taxa". Filmfolkene Wikke & Rasmussen fik ham med i tv-serierne Tonny Toupé Show og Sonny Souffle chok show med sangen "Holbæk". Peter Belli lagde også stemme til figurer i tegnefilm, bl.a. "Løvernes konge" og "Bennys Badekar". I 1999 udgav han selvbiografien "Jeg er som jeg er". Han modtog i 1992 en Grammy som årets sanger og i 2003 en ærespris ved Danish Music Award for sin karriere. Sammen med Jytte Abildstrøm og Mikael Simpson modtog han også Smukfests ærespris, Polka Verner Legatet.

Bøger om Peter Belli:
"Peter Belli - historien og pladerne" af Leif Vest Pedersen


Har medvirket i følgende 9 film:
Støv for alle pengene (1963)Med til at bære sofa ind
Thomas er fredløs (1967)Indianeren
Den dobbelte mand (1976)Mikael Mortensen
Høfeber (1991)Fabrikant, Ehrlers
Den attende (1996)Busguide
Flyvende farmor (2001)Kaptajn på M/F Kong Frederik
Et rigtigt menneske (2001)Cedergreen, politiassistent
Tid til forandring (2004)Johnny
Bølle Bob og Smukke Sally (2005)Valde Underbid

Har medvirket i følgende 5 TV-serier:
Far på færde (1988) 5 Walter
Ugeavisen (1990-1991)Arne From
Fæhår og Harzen (1995) 6 Bingo vært
Taxa (1997-1999) 55 56 Hardy
Langt fra Las Vegas (2001-2003) 29 Frits Minkø

Har medvirket i følgende 1 revyer:
Pejsegården - Brædstrup 2001

Har lagt stemme til følgende 5 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Bennys badekar (1971)Blæksprutten
Løvernes konge (1994)Rafiki
Løvernes Konge II - Simba's stolthed (1994)Rafiki
Stor Ståhaj (2004)Don Feinberg
Rejsen til Saturn (2008)

Har medvirket i følgende 1 udenlandske film:
Koko-di Koko-da (2019)

Bøger om Peter Belli:
Et enestående liv af Peter Belli
Jeg er som jeg er af Ulla Andersen