BiografiOdd Johan Wolstad begyndte allerede som dreng at synge i kirken hjemme i Ålesund. Han kom til Danmark i slutningen af 1940erne som tenorsanger og havde en tidlig karriere som hyggepianist, operettesanger og optræden i kabaret "Mon Coeur". Blandt hans populære pladeindspilninger var "Kari venter mig derhjemme". Han debuterede på Den Jyske Opera som kommandanten i "Don Juan" i 1957 og sang samme sted året efter Eremitten i "Jægerbruden". Odd Wolstad blev i 1961 knyttet til Det Kongelige Teater og huskes som en af operaens fineste bassangere. Han var f.eks. ministeren i "Fidelio", Sarastro i "Tryllefløjten", Samuel i "Saul og David", Colline i "Boheme", Kongen i "Aida", Landgreven i "Tannhaüser" og tiggermunken Varlaam i "Boris Godunov", hvor han og
Poul Bundgaard gjorde kostelige skikkelser sammen. I Radiooperaen sang han Mefisto i "Faust" i 1962 og Wotan og Hagen i "Niebelungenringen" i 1963/64, og på tv spillede han Æseldriveren i "Den spanske time" i 1960 og Storinkvisitoren i "Don Carlos" i 1963. I efteråret 1970 var han Monterone i Den jyske opera's "Rigoletto" og kun en uge før sin død sang han i "Salome" på Kongens Nytorv.