BiografiJohanne Maria Nathalia Garland, skuespillerinde, (navneforandring til Garland i 1911) var datter af forvalter Søren Christian Svendsen (1863 - 1901) og hustru Selma Nathalia Gad (1863 - 1927). Hun gennemgik Dramatisk Læreanstalt og debuterede på Folketeatret den 3. maj 1914 som Camilla i "Et københavnsk hjem". I 1914-1915 var hun ved Odense Teater, 1915-1931 ved Folketeatret, 1931-33 ved Det kgl. Teater, 1933 Casino 1933, 1935-37 Aarhus Teater, 1937-1946 Folketeatret og ved Det kgl. Teater igen fra 1946-1967. Maria Garland spillede Nille i "Jeppe på Bjerget" med
Carl Alstrup i titelrollen, Magdelone i "Den Stundesløse" og madammerne i "Henrik og Pernille", "Julestuen" og "Det lykkelige Skibbrud". Hun huskes bl.a. for rollen som Abby Brewster i "Arsenik og gamle kniplinger" med 204 opførelser på Folketeatret i 1945, forstanderinden i "Den korte dag er lang nok", fru Krans i "Eventyr på fodrejsen", den kvindelige doktor i "Fysikerne" og i 1958 havde hun en stor rolle som Juno i "Juno og påfuglen". Ligeledes lagde man mærke til hende i TV-spillet som den ene af tanterne i Gustav Wieds "Skærmydsler", hvor hun spillede overfor
Clara Pontoppidan med den kendte replik: "Måner har den farve måner skal have". Maria Garland medvirkede i et par stumfilm i 1920'erne, bl.a. i "Vaisenhusdrengen" og skrev omkring 1913 manuskript til "Verdensgiften". Op gennem 30'erne og 40'erne medvirkede hun i omkring 50 tonefilm. Hun kunne spille hård og ubarmhjertig som i rollen som madmor i "Ditte Menneskebarn" fra 1946 og stilfuld og alligevel blød bag det barske ydre, som i rollen som enkebaronessen i "Baronessen fra benzintanken". Hun oversatte "Jøden Süss" og hendes mands roman "En jøde rejser til Palestina". I 1945 modtog hun Teaterpokalen og i 1963 Tagea Brandts rejselegat, ligesom hun fik Ridderkorset i 1952. Maria Garland blev i 1920 gift med politiinspektør Jean Louis Dalgas Mariboe (12-02-1892 - 07-07-1937). Ægteskabet blev opløst i 1923. Den 6. maj 1931 blev hun på Københavns Rådhus gift med forfatter og redaktør Ernst Ludwig Harthern-Jakobsen (07-09-1884 - 18-06-1969), der var tysker og jøde og under besættelsen måtte flygte til Sverige, hvor han traf den svenske pige Anna-Britta Jönsson, som han giftede sig med den 9. juli 1951. Maria Garland døde i Flensborg, hvor hun netop havde afsluttet en tre dages turné som fru Momsen i Dürrenmatts "Meteor"