Hans W. Petersen
Født: 28-1-1897 i København
Død: 27-4-1974 (77 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte (fællesgrav)

Billede af Hans W. Petersen Billede af Hans W. Petersen Billede af Hans W. Petersen
Biografi
Hans W. Petersen, skuespiller, (Hans William Petersen) var søn af forretningsfører Moritz Villiam Petersen (1852-1906) og hustru Hansine Marie Madsen (1874-1960). Han blev student i 1914, cand. phil 1915 og studerede i halvandet år til ingeniør inden han blev fanget af studenterscenen og fik lyst til teatret. Han var elev på Det kgl. Teater fra 1916 til 1918 og debuterede november 1917 som Jacob i "Den kære familie". Så fulgte han med Else Skouboe til Aarhus Teater fra 1918-1921, Det lille Teater 1921-22 og blev fra 1922-1929 engageret på Scala Teatret, hvor han medvirkede både som operette- og revyskuespiller. Han fik her sit egentlige gennembrud i revyen "Alle Veje fører - ". Da Scala lukkede i 1930 fortsatte han indenfor operette- og revyrepertoiret med engagementer ved Fønix-Teatret, Riddersalen, Casino, Nørrebros Teater og især på Apollo Teatret. Han havde stor succes i rollen som Jim i "Mr. Cinders" på Det ny Teater i 1932. Hans fikse og elskværdige spillestil skaffede ham også en stor succes på Apollo Teatret, hvor han var Marguerite Viby en udmærket og jævnbyrdig sang- og dansepartner. De lancerede i Apollo Revyen 1932 "Så ruller jeg med dig". Også i 40ernes revyer gjorde han sig gældende, mens han i 1950erne spillede karakterroller både på teater og film. Han var på provinsturneer og havde gæstespil på Århus Teater, Odense Teater, i Norge og fra 1950-1953 var han på Aalborg Teater. I begyndelsen af 1950erne var han også med i revy på "Ambassadeur" i Aalborg hos pianisten og revyforfatteren Dan Christoffersen sammen med nordmanden Bent Bert og skuespillerparret Grete og Claus Walter. Tilbage i København spillede han bl.a. på Det ny Scala i "Eventyr på fodrejsen". Året før sin død var han hovedkraften i Ebeltoft Revyen. Hans W. Petersen begyndte ved filmen allerede omkring 1920 og medvirkede i stumfilmene "Han, hun og Hamlet" og "En nat i København". I nogle af de første tonefilm dannede han par med Marguerite Viby. Han lancerede i filmene flere af dette årtis iørefaldende refræner, fx. "Titte til hinanden" fra filmen "Skal vi vædde en million", og "Jeg kan ikke gøre for det, men jeg ka' så godt li' pi'r" fra filmen "Ud i den kolde sne". Sammen med Marguerite Viby havde han i "Han, Hun og Hamlet" et dansenummer, hvor de sammen sang "Alle fugle fløjter". Han huskes for roller i film som "Biskoppen", "Charleys tante", "Det tossede paradis" og "Støvsugerbanden", hvor han modtog en Bodil for sin præstation. I slutningen af 60erne fik han succes med i tre tv-udsendelser at genoplive gamle revyviser og fortælle anekdoter i tilknytning hertil. Han indspillede grammofonplader og medvirkede i en række radio og tv-udsendelser. Hans W. Petersen blev den 3. december 1918 gift i Århus med skuespillerinden Else Skouboe. Ægteskabet var stormfuldt og blev opløst i 1925. De er forældre til tegneren Ole Skouboe Petersen (22-11-1918 - 09-06-1985) og Jytte Koppel (18-10-1920 - 12-09-1997), der blev gift med billedhugger og sølvtegner Henning Koppel (08-05-1918 - 27-06-1981). Den 18. marts 1927 giftede han sig i Vangede Kirke med millionærdatteren Karen Sylvester-Hvid (født Johansen) (17-05-1897- 02-05-1949) og siden blev han i sit 3. ægteskab den 31. marts 1953 gift i Dyssegårdskirken med Maja Aagaard, født Engmann (født 13-02-1917).


Har medvirket i følgende 31 film:
Skal vi vædde en million (1932)Josias Jansøe, komponist
Han, hun og Hamlet (1932)Styrmanden Poul Flinck, Evas kæreste
Med fuld musik (1933)Bi
Nyhavn 17 (1933)Harald Øresund - dametøj I stormagasin
Ud i den kolde sne (1934)Povl - baron - hendes sønnesøn
Rasmines bryllup (1935)Kristian - hendes søn
Cocktail (1937) 
Biskoppen (1944)Madsen - slagtermester
Karen, Maren og Mette (1954)Frydendal - slagter
Hvad vil De ha' ? (1956)Stumfilm-klip
Helle for Helene (1959)Holm - Thomsens nabo
Charles tante (1959)Ludvig Lohmann - etatsråd - onkel til Laura og Lone
Det skete paa Møllegaarden (1960)Søren Fedthas
Lykkens musikanter (1962)Dagerman - tømmerhandler
Det tossede Paradis (1962)Thor Bukke - Angelus far
Støvsugerbanden (1963)Victor - Augustins højre hånd
Vi har det jo dejligt (1963)Martinsen
April (1963)Gorm Andersen - konsul
Selvmordsskolen (1964)Bedemand
Don Olsen kommer til byen (1964)Blikkenslager
En ven i bolignøden (1965)Valde - vagabond
Flådens friske fyre (1965)Peter Hansen - Hannes far
Gys og gæve tanter (1966)Onkel Theodor, ejer af Ellekilde
Sult (1966)Købmand
Der var engang (1966)Kongen af Illyrien
Elsk din næste (1967)Pål Kvam - Solveigs far - småvildtjæger
I den grønne skov (1968)Artist
Det er så synd for farmand (1968)Herman Hermansen - direktør
Amour (1970)Frisør
Rektor på sengekanten (1972)Hr. Hansen
Man sku' være noget ved musikken (1972)Ældre mand i Strudsen

Har medvirket i følgende 54 revyer:
A.B.C. revyerne 1961
Aalborg Sommerrevy 1955
Apollo Revyen 1932 1934 1937 1938 1938 1939 1942 1943
Casino 1932
Cirkusrevyen 1940 1941 1945 1947
Dagmar Revyen 1948
Forum 1945
Frederiksberg Teater 1946
Fønix Teatret 1929 1939 1955
Helsingør-Revyen 1949
Herman Gellins Teaterselskab 1945
Landsdelenes Sommerrevy 1955
Molbo-Revyen 1973
Montmartre, Dyrehavsbakken 1954
Nygade-Teatret 1947
Nykøbing F. Revyen 1953 1960 1963 1964 1965 1966
Nørrebros Teater 1931 1954 1954
Riddersalen 1933
Sans Souci Revyen - Kolding 1970
Scala Teater 1922 1923 1923 1924 1925 1926 1926 1927 1927 1928 1928 1929
Studenter foreningen - revyerne 1916 1917 1917 1918

Har medvirket i følgende 11 stumfilm:
Atlantas Knaldsucces (1920) 
Atlantas Bortførelse (1921) 
Film, Flirt og Forlovelse (1921) 
Potteplanten (1922) 
Han, Hun og Hamlet (1922) 
En nat i København (1923) 
Peter ligeglad på eventyr (1923) 
Kærligheds-Øen (1924) 
Den hvide Geisha (1927) 
Kraft og skønhed (1928) 
Kys, klap og kommers (1929) 

Priser, legater m.m:
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Støvsugerbanden (1963)

Bøger om Hans W. Petersen:
Bogen om Hans W. af Henry Dahl