Gerda Gilboe
Født: 5-7-1914 i Odense
Død: 11-4-2009 (94 år) Mindebog
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Billede af Gerda Gilboe Billede af Gerda Gilboe Billede af Gerda Gilboe Billede af Gerda Gilboe
Biografi
Gerda Gilboe, skuespillerinde og sangerinde, var datter af smed Søren Chr. Jensen og hustru Mary Petersen. Hun var elev hos operasangerinderne Karin Monk og Marie Nielsen. Efter spredt optræden i revyer bl.a. hos Gerda Christophersen og på Apolloteatret i København læste hun hos Elith Pio og blev ansat på Aarhus Teater fra 1937 til 1942. Hun debuterede her som Fru Larsen i "Melodien der blev væk". Gerda Gilboe spillede Puk i "En Skærsommernatsdrøm" og gjorde et stort indtryk i rollen som Adéle i "Flagermusen" som både sangerinde, skuespillerinde og danserinde. I 1943 medvirkede hun i Hornbæk-revyen, hvor hun sang "Puk puk faldera". Fra 1943 til 1948 var hun tilknyttet Nørrebros Teater som skuespillerinde og operettesangerinde. I 1948 kom hun så til Den Jyske Opera, hvor hun sang både Rosina i "Barbereren i Sevilla", Marie i "Regimentets datter" og Despina i "Cosi fan tutte". Hun har optrådt i forskellige revyer og havde gæstespil og koncertturneer i Sverige og i Norge i 1949. Gerda Gilboe havde hovedroller i bl.a. "Den glade enke" og "Frøken Nitouche", der gik på både Aarhus, Nørrebro og Aalborg Teater, I flere sæsoner var hun på Det ny Scala og spillede i "Orfeus i underverden" (298 opførelser i 1955) og som Adéle i "Flagermusen" (197 opførelser i 1956). Den 2. januar 1960 sprang hun med meget kort varsel ind som Eliza i "My Fair Lady" og reddede Falkoner Teatrets opsætning i flot samspil med Mogens Wieth og Osvald Helmuth. Rollen var oprindelig tiltænkt Ingeborg Brams, der havde forladt forestillingen med nervesammenbrud efter generalprøven. Hun hilstes med et orkanagtigt bifald da hun gik på scenen efter at have lært kæmperollen på seks dage. Alle både publikum og anmeldere var enige om at Gerda Gilboe havde skrevet teaterhistorie. Blandingen af opera og operette blev gennem årene langsomt men sikkert udvidet med taleroller, fx. som Linda i "En sælgers død", som madam Smidt i "Genboerne" og som madame Pernelle i "Tartuffe". Sideløbende med teatret uddannede Gerda Gilboe sig i retorik ved Københavns Universitet og begyndte som 63-årig at undervise i dette fag på Blaagaard Seminarium og i dramatik på Cafe Teatrets dramaskole. Op gennem 1990erne havde hun sin kongelige debut i det russiske skuespil "Tre kvinder i det blå" og hun spillede Molière på Betty Nansen Teatret og Holberg på Det Danske Teater. I 1999 var hun med i den satiriske komedie "Gud bevare Danmark" på Østre Gasværk og i 2000 var hun med i kirkespillet Ørkenbrevet. Hun debuterede i filmen "Moster fra Mols" og medvirkede i omkring 20 spillefilm, hvor hun havde små, men bemærkelsesværdige roller. I 1994 fik hun dog en hovedrolle i filmen "Carlo og Ester", hvor hun - som Ester - gør oprør mod omgivelsernes fordomme i spørgsmålet om gamles kærlighedsliv. Hun gjorde det meget overbevisende og havde et godt modspil i skuespilleren Aksel Rasmussen. Gerda Gilboe blev den 30. oktober 1947 gift på Gentofte Rådhus med trafikassistent Jørgen Borch Kølle (f. 24-04-1923). I et senere ægteskab blev hun den 1. april 1951 gift med kapelmesteren og komponisten Eilert Lindorff-Larsen (04-02-1902 - 23-07-1983). I 1999 modtog hun Ann Margrethe Schous Legat for sin indsats på operette- og musical-scenen.


Har medvirket i følgende 16 film:
Moster fra Mols (1943)Else, Emmas og Palles datter
En ny dag gryer (1945)Else Hansen - lagerarbejderske
Lise kommer til byen (1947)Lise
Den kyske levemand (1974)Fru Basse
Kun sandheden (1975)Brehmers sekretær
Pas på ryggen, professor (1977)Sekretær hos Gløk-Jensen
Walter og Carlo - Yes det er far (1986)Dame i Rundetårn
Sidste akt (1987)Maudie Melrose
Isolde (1989)Gammel kone
Lad isbjørnene danse (1990)Lasses farmor
Carlo og Ester (1994)Ester
Elsker - elsker ikke (1995)Fru Jørgensen
Kun en pige (1995)Tante Oktavia
Antenneforeningen (1999)Fru Lindthardt
Besat (1999)Fru Graversen
Anja og Viktor - Kærlighed ved første hik (1999)Dame hos købmand

Har medvirket i følgende 10 TV-serier:
Matador (1978-1982) 19 Frk. Østengram
Anthonsen (1984) 1 Kvinde på bænk
Station 13 (1988-1989) 2 Dame med hund
Begær, lighed og broderskab (1990) 2 Dame på plejehjem
Fæhår og Harzen (1995) 2 Tante Inger
Renters rente (1996)Jakobs mor
Strisser på Samsø (1997-1998) 4 6 10 Fru Blume
Taxa (1997-1999) 5 En kunde
Dybt vand (1999)Ellen Bostrup
De udvalgte (2001) 5 Gry's mormors stemme

Har medvirket i følgende 6 revyer:
Cirkusrevyen 1949
Dagmar Revyen 1941
Frederiksberg Teater 1946
Hornbæk Revyen 1943
Nørrebros Teater 1955
Silkeborg Sommerteater 1975

Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Brødrene Mortensens jul (1998,2002,2021)Dame foran Rundetårn

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Anastasia (1998)Marie