Frits Helmuth
Født: 3-7-1931 i København
Død: 12-12-2004 (73 år) Mindebog
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh

Billede af Frits Helmuth Billede af Frits Helmuth Billede af Frits Helmuth Billede af Frits Helmuth
Biografi
Frits Helmuth (Pedersen), skuespiller, var søn af skuespiller Osvald Helmuth. I 1937 medvirkede han i et direkte kabaret underholdningsprogram, hvor han sang duet med skuespillerinden Inger Bolvig. Han vidste allerede som barn, at han ville være skuespiller og fik som 7-årig sin første rolle på film i "Blåvand melder storm". I 1943 teaterdebuterede han som piccolo i "Sommer i Tyrol" på Det Ny Teater og året efter var han i 1944 med i teaterfarcen "Ebberød Bank" sammen med sin far. Frits Helmuth blev student fra Ordrup Gymnasium i 1951, men begyndte allerede i 1949 at læse hos Albert Luther og blev uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1950-1952. Han forlod Det Kongelige Teater efter endt eksamen, men efter et kort mellemspil på Allé-Scenen med debut 1952 som Nicky i "Forhekset" vendte han februar 1953 tilbage til Det Kongelige Teater, hvor han fik fast engagement. Han havde glansroller i "Du skønne ungdom", "Lang dags rejse mod nat" og ikke mindst i "Den blå Pekingeser". I 1955 havde han titelrollen i "Aladdin" på Dansk Skolescene. I 1959 forlod han nationalscenen da han ikke her fik rollen som Aladdin - og i årene 1959-1960 var han direktør for Allé-Scenen sammen med skuespillerinden Helle Virkner og enedirektør 1960-1962. Han medvirkede der bl.a. i "En duft af honning" og "Gidslet" og måtte selv overtage hovedrollen i "Næsehornet", da såvel Kjeld Petersen som Preben Lerdorff-Rye meldte forfald. I 1963 vendte han tilbage til Det Kongelige Teater og spillede bl.a. Jacob i "Erasmus Montanus", Troilus i "Troilus og Cressida" og Dauphinen i "Lærken". Først i 1971 forlod han teatrets faste stab og fik de kommende år engagementer på Det ny Scala, Gladsaxe Teater, Det Ny Teater, Bristol Teatret, Nørrebros Teater, men med gæstespil på Det Kongelige Teater i 1983 og 1986. De sidste 20 år af sit liv havde han mere eller mindre fast engagement på Privatteatret, hvor han også spillede sin afskedsforestilling "Rundt om Osvald". Frits Helmuth havde som skuespiller et utal af karakterroller. Fra hans lange karriere kan f.eks. nævnes: "Svejk i Anden Verdenskrig", "Tre søstre", "Niels Klims underjordiske rejse", "Heksejagt", "Hvem er bange for Virginia Woolf", "Magisk Cirkel", "Tribadernes nat", "Mesterklasse", "Nøglen under måtten", "Kunst" og "Harvey". I efteråret 1964 medvirkede han sammen med faderen Osvald Helmuth i TV-programmet "Far og søn". Frits Helmuth udviklede sig i 1970erne til en af dansk films klart bedste karakterskuespillere. Han huskes bl.a. for rollen som Karl Åge i filmen "Dansen med Regitze" fra 1989, som indbragte ham både en Bodil og en Robert-pris. Han fik også en Bodil for hovedrollen i "Lille Spejl", birollen i "Johnny Larsen og igen både en Bodil og en Robert-pris for hovedrollen som lektor Blomme i "Det forsømte forår". Frits Helmuth optrådte også som visesanger og indspillede flere LP'er, bl.a. "Annas Ballader", som er 10 sammenhængende ballader, der beskriver Annas stormfulde og begivenhedsrige liv. I 1982 indsang han visen "Vals i minefeltet". Han blev den 9. juni 1957 gift i Kronborg Slotskirke med den svenske balletdanserinde Sarah Agneta Margareta Segerskog (18-03-1938 - 12-11-1983). Ægteskabet blev opløst i 1960. Sammen med Agneta Segerskog fik han i 1958 sønnen Mikael Helmuth, der også blev skuespiller og som også har gjort sig bemærket på film. Den 17. maj 1961 blev han i hemmelighed gift i Hørsholm Kirke med skuespillerinden Jeanne Darville, som han har datteren Pusle Helmuth med. Pusle medvirkede i serie-filmene om Min søsters børn. Ægteskabet varede i tre år og en stormfuld skilsmisse med fem retssager anlagt af Jeanne Darville fulgte efterfølgende. Hun tabte dem alle. Siden forelskede han sig kortvarigt i mannequinen Birgit Klynder, men blev den 31. juli 1971 gift på Gentofte Rådhus med registreringstekniker ved Danmarks Radio Kirsten Frederiksen (14-05-1942). I dette ægteskab som kom til at vare i 25 år fik han tre børn. Derefter dannede han i to et halvt år par med Mette Zobel - enke efter Codan-direktør Hermann Zobel og boede en stor del af tiden i hendes pragtvilla i Cannes i Sydfrankrig. Fra 1999 dannede han par med fabrikant Oda Wiedbrecht og i 2002 mødte han overbibliotekar Birgitte Karmann Roslev, som han levede sammen med i de sidste leveår. Han fik Teaterpokalen i 1980 for rollen i Cyrano de Bergerac på Det Ny Teater og Lauritzen-prisen i 1998.


Har medvirket i følgende 44 film:
Blaavand melder storm (1938)Lille Jens
Ebberød Bank (1943)Sønnen
Frihed - lighed og Louise (1944)Peter Kildal - deres søn
Mit liv er musik (1944) 
Hans store aften (1946)Egon
Ta' Pelle med (1952)Arbejder på mejeriet
Min søn Peter (1953)Peter - deres søn
Sønnen (1953)Simon
Kongeligt besøg (1954)Hønse-Erik
Det er så yndigt at følges ad (1954)Lasse
Den kloge mand - 1956 (1956)Ulf Thomsen - hans søn
Ung leg (1956)Benny
Jeg elsker dig (1957)David
Styrmand Karlsen (1958)Knud Karlsen - styrmand
Kærlighedens melodi (1959)Fortæller
De sjove år (1959)Jens
Skibet er ladet med (1960)Max Ibsen - Forretningsmand
Eventyrrejsen (1960)Gustav Hollstrøm
Harry og kammertjeneren (1961)Spiller klaver
Duellen (1962)Mikael
Prinsesse for en dag (1962)Jan Forsing - teaterdirektør
Tine (1964)Appel - løjtnant
Halløj i himmelsengen (1965)Pierres stemme
Landmandsliv (1965)Frantz von Rambow - greve
Stormvarsel (1968)Kurt Vinderup
Løgneren (1970)Johannes Vig, lærer
Per (1975)Helge Lorentzen - direktør
Kun sandheden (1975)Kriminalassistent Mørck
Lille spejl (1978)Bent
Hvem myrder hvem ? (1978) 
Johnny Larsen (1979)Johnnys far
Skal vi danse først ? (1979)Susannes far
Ulvetid (1981)Tom
Forræderne (1983)Dr. Bachmann
Midt om natten (1984)J.O. Kurtzen - politiassistent
Elise (1985)Præsten, Henriettes mand
Dansen med Regitze (1989)Karl Aage (Regitze's mand)
Høfeber (1991)Dommer, Hans Erling Herzberg
Det forsømte forår (1993)Lektor Blomme
Min fynske barndom (1994)Outzen, komponist
Her i nærheden (2000)Jespersen - kriminalassistent
Blinkende lygter (2000)Carl
Villa Paranoia (2004)Walentin
Oskar og Josefine (2005)Doktor Dinesen

Har medvirket i følgende 5 TV-serier:
Niels Klims underjordiske rejse (1984) 1 2 3 Niels Klim / Fortæller
Klitgården (1985) 5 Swami Nephuhia
Frihedens skygge (1994) 1 2 3 4 Svend Gabrielsen
Bryggeren (1996-1997) 7 8 9 10 11 12 J.C. Jacobsen
Renters rente (1996)Jakob Man

Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Kikkebakkeboligby (1977,1985)Alfred

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Skatteplaneten (2002)Fortælleren

Har medvirket i følgende 1 udenlandske film:
Pust på meg (1997)

Priser, legater m.m:
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Lille spejl (1978)
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Johnny Larsen (1980)
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Dansen med Regitze (1990)
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Det forsømte forår (1994)
Teaterpokalen (1980)

Bøger om Frits Helmuth:
Faders vilje af John Lindskog
Frits Helmuth - en biografi af Andreas Fugl Thøgersen
Med mellemrum af Frits Helmuth