Christian Bogø
Født: 26-12-1882 i København
Død: 4-12-1945 (62 år)
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Marius Christian Emil Nielsen Bogø, forfatter, marinemaler og tegner, var søn af skibsfører og skipperhusejer Rasmus Peter Nielsen Bogø og Emilie Amanda Jönsson. Han begyndte allerede som dreng at tegne skibe. Efter alm. forberedelseseksamen 1899 blev han elev hos teatermaleren Carl Lund og gik på Teknisk Skole og Kunstakademiet 1902-03. Siden udviklede han sit tegnetalent på en kunstskole i Paris og vendte hjem som marinemaler. Han arbejdede som journalist og journalistisk tegner i årene 1907-15. Han begyndte på Aftenbladet, var så i 2-3 år ved Social-Demokraten og tegnede samtidig til forskellige forlag. Under 1. verdenskrig var han ved Familie Journalen og siden skrev og tegnede han til de fleste københavnske dagblade og så godt som alle ugeblade. Efter 1915 virkede han som kunstmaler og forfatter. Han startede søfartsmagasinet "Vikingen" og var redaktør af tidsskriftet Danmarks Handels- og Søfartstidende. Christian Bogø skrev sangen "Bogø's Pris" til melodien "Den slemme måne". Den blev sunget første gang i 1918 i en sommerrevy på badehotellet Søvang. Revyen blev opført af et teaterselskab, der tilhørte hans søster skuespillerinden Emmy Bogø Jarne. Han skrev endvidere romanen "Sporløst", der kom i flere oplag og oversattes til svensk. Blandt hans øvrige værker kan nævnes fortællingen "Svava af Bogø's forlis", ligesom han var medforfatter til folkekomedien "Barken Margrethe af Danmark", der herhjemme og i Sverige blev opført over 2000 gange og som kom på film i 1930erne. Christian Bogø blev den 24. december 1910 gift med Constance Sylvia Albertine Lützhøft.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Den ny husassistent (1933)Efter skuespil af
Barken Margrethe af Danmark (1934)Efter skuespil af