BiografiUlf Pilgaard, skuespiller, er en af Danmarks mest kendte og folkekære skuespillere. Han har gennem sin karriere spillet i alt fra farcer og revy til TV-satire og absurd teater. Ulf Pilgaard er søn af sognepræst i Holme ved Århus Mads Christian Pilgaard (22-03-1911 - 25-12-1972) og Clara Pilgaard (født Høgsted Nedergaard) (12-08-1912 - 19-04-1976). Han studerede selv teologi og begyndte forstudierne ved Århus Universitet i 1959, men flyttede i 1961 til København, hvor han fortsatte studierne. Gennem Studenterscenen kom han med i teatergruppen Collagetruppen og debuterede på Allé-Scenen i 1963 i forestillingen "Kom herind, jeg vil fortælle dig noget". Derefter fik han engagement på Fiolteatret. I 1966 overtalte
Preben Kaas ham til at springe fra seks års teologistudier - for at spille på ABC-Teatret i sæsonen 1966-67. Siden medvirkede han i "Annie Get Your Gun" på Falkoner Scenen og fik roller på skiftende teatre, bl.a. Scala og Gladsaxe Teater. I 1970erne var han med i forestillinger som "Stamherren" og "Charleys Tante" på ABC-Teatret. Han har haft hovedroller i bl.a. "Jean de France", "Tre som elsker hinanden", "Sidespring", "Et mageløst par" og "Lærenemme Rita". I 1984 debuterede han på Det Kongelige Teater i "Den Vægelsindede". På Privat Teatret har han haft mange roller bl.a. i "Hvem vover pelsen", kriminallystspillet "Joker er trumf", "Min kone spøger", "Campister på afveje", "En Diplomatisk Affære", "Løgn og Latin", ligesom han spillede den fordrukne journalist Jeffrey Bernard i "Tømmermænd". Men det blev især revyerne som blev hans foretrukne arbejdsfelt. I årene 1968-1972 var han med i Cirkusrevyen, hvor han i 1968 bl.a. lancerede buschauffør-monologen og i 1970 monologen om flyskræk. I årene dannede han i forestillingerne parløb med
Dirch Passer bl.a. i "Stjerneskud", hvor de illustrerede de forskellige stjernetegn. Og det sidste år optrådte han med visen "13 stole" og en vise af Epe og Aage Stentoft "Fistriløjerkok". Fra 1973 til 1985 var han engageret i Tivolirevyen - dog afbrudt 1978-79, hvor han medvirkede i Holstebro-revyen. Fra 1986 til 2021 var han fast medvirkende i Cirkusrevyen på Bakken, hvor han lavede ikoniske parodier på bl.a. Jarl Friis Mikkelsen, Dronning Margrethe, Prins Henrik, Poul Nyrup Rasmussen, Bubber, Gitte Stallone, TV-kokken Kirsten Hüttemeier og Politidirektør Hanne Bech Hansen. I 1989 kom der mange grinagtige sjoferter ud af hans monolog som indvandrer, der har det svært med det danske sprog. Samme år medvirkede Ulf Pilgaard iøvrigt også i ABC-Teatrets 40-års jubilæumsrevy. Efter mere end 40 år i Cirkusrevyen besluttede han at stoppe sin optræden i revyteltet med sæsonen i 2021. Under Ulf Pilgaards sidste forestilling i Cirkusrevyen søndag den 3. oktober 2021 overraskede Dronningen både ham og publikum, da Majestæten trådte frem på scenen i revyens - og Ulf Pilgaards - sidste nummer. På film er Ulf Pilgaard bl.a. kendt for rollen som politikommissær Peter Wörmer i "Nattevagten". Han har desuden haft andre filmroller bl.a. i "Giv Gud en chance om søndagen", "Farligt venskab", "Arven" og "Kongekabale". På TV har han medvirket i satiriske ugerevyer som "Uha-Uha", "Hov-Hov", "Ikk'", "TV-Ansjosen" og "Den gode, den onde og den virkli' sjove". I radioen medvirkede han i "Søndags-journalen" og "Holdningsløse Tidende". Han fik i 1996 både en Bodil og en Robert for sin rolle i filmen "Farligt venskab". Ulf Pilgaard blev i 2000 hædret som Årets Æreskunstner, fik Lauritzen Prisen som Årets Dirch i 2006 og 2012 og Årets Skuespiller i 2011. I 2007 modtog Ulf Pilgaard den største hæder som Ridderkorset af Hendes Majestæt, Dronning Margrethe. Ulf Pilgaard blev den 12. september 1970 gift i Grundtvigs Kirke i København med scenografen Gitte Vibeke Mikkelsen (07-07-1947 - 2016). Han er nu kæreste med sygeplejerske Annette Bavnhøj.
Bøger om Ulf Pilgaard:
"Livsvidner - gud lever de endnu?" af Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl