BiografiJesper Dræby dumpede til optagelsesprøven på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, men formåede at skabe sin egen uddannelse som han stykkede sammen af de erfaringer han fik rundt om på landets scener. Han havde f.eks. roller på børneteatret Kaskadeteatret i Horsens, Comedievognen i København, teatersportsgruppen Alt på et bræt, Opus X, Meridiano Teatret og roller på Svalegangen i Århus og Jomfru Ane Teatret i Ålborg. Han fik i 1999 sit egentlige gennembrud på Kalejdoskop i København i den prisbelønnede forestilling "K". For sit stærke portræt af Franz Kafka erhvervede han anmeldernes anerkendelse og opnåede året efter en talentpris ved scenekunstens prisuddeling "Årets Reumert". Ligeledes i 2000 modtog han årets
Olaf Ussing Rejselegat som en påskønnelse af sit helt unikke revynummer Radio i Århus Revyen. Sideløbende med sin teaterkarriere var Jesper Dræby engageret som trommeslager i Frimer Band. Jesper Dræby overlevede ikke en operation og den talentfulde skuespiller døde i en alder af kun 30 år. Han efterlod sig ved sin død kæresten og skuespillerkollegaen Mette Rosleff og deres fælles barn på to år.