Beatrice Palner
Født: 31-1-1938 i Helsingør
Død: 4-4-2013 Mindebog
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Billede af Beatrice Palner Billede af Beatrice Palner Billede af Beatrice Palner
Biografi
Beatrice Palner Bendtsen (mellemnavnet Palner tilføjet i 1973), skuespillerinde, der var datter af tjener Louis Kristian Andreas Bendtsen (f. 16-11-1902) og hustru Mary Varla Nielsen (f. 28-01-1913), debuterede allerede som 16-årig i Århus på Kay Abrahamsens turné med syngespillet "Tre små piger". Hun læste hos Søren Weiss og blev uddannet i 3 år på Det Kongelige Teaters elevskole, som hun afsluttede i 1959. Desuden fik hun sangundervisning hos Kristian Riis. Efter en periode på Århus Teater, hvor hun spillede fabrikantens datter i "Sommer i Tyrol" tog hun i 1961 til Stockholm, hvor hun på svensk spillede i "Ægteskabskarrusellen" inden hun atter vendte tilbage til den danske hovedstad. I 1962 havde hun den samme rolle på Herman Gellins turné. I årenes løb havde hun engagementer på de københavnske teatre, bl.a. Det ny Teater og overvejende ved Landsdels-scenerne og på provinsturnéer. I 1975 fik hun et seriøst gennembrud i "Satisfaction" på Boldhusteatret og i 1992 medvirkede hun i Det Danske Teaters opsætning af "Barselsstuen". Beatrice Palner medvirkede i talrige lystspil, farcer og cabareter. Hun medvirkede i revyerne bl.a. i Århus og Rottefælden i Svendborg og i 1977 optrådte hun også i Cirkusrevyen på Bakken bl.a. som en kvindelig trafikant. Allerede i 1953 havde hun sin første filmrolle i "Fløjtespilleren" under navnet Beatrice Bendtsen. Hun var ansat i en bagerforretning, da hun vandt denne filmrolle, som dette år var en af Rundskuehæftets gevinster. Beatrice Palner blev den 2. november 1957 gift på Frederiksberg Rådhus med skuespilleren Henning Palner og i 1961 medvirkede hun sammen med sin mand i "Støver"-filmene. Op gennem 1960erne og 1970erne var hun uden at hun havde de store roller med i 15 film, men alligevel blev der lagt mærke til hendes talent. Hendes sidste filmrolle var som pensionatsværtinde i "Lykken er en underlig fisk" fra 1989. Indtil midt i firserne optrådte hun jævnligt i både radio og TV. På TV medvirkede hun bl.a. i "Fjernsynet flimrer" (1974) og i tv-serien "John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner" (1975), hvor hun spillede moderen i familien, der må flytte fra Nørrebro til betonslummen i forstaden. Hun blev i 1965 gift med musikeren Ole Nezer og sammen drev de flere beværtninger først på hjørnet af Løngangsstræde og Vester Voldgade siden i Århusgade på Østerbro og musikværtshuset Zieglers Hjørne på Frederiksberg. Hun arbejdede som tjener og entertainer i sin mands værtshuse. Deres søn Michael spillede Bertram i filmene "Kidnapning" og "Tre engle og fem løver" begge fra 1982. Beatrice Palner er begravet anonymt i ægtefællens gravsted - uden egen markering.