Kjeld Jacobsen
Født: 11-11-1915 i København
Død: 6-6-1970
Gravsted: Hellerup Kirkegård - Kbh

Billede af Kjeld Jacobsen Billede af Kjeld Jacobsen
Biografi
Kjeld Mogens Rasmus Jacobsen, skuespiller, var søn af fuldmægtig på Tuborgs Fabrikker Hans Bentsen Jacobsen og hustru Martha Charlotte Hansen. Efter beskæftigelse i kontorfaget i et kul og koks firma og korte ophold i et ægeksportfirma, et trælastfirma og som CB'er i Gentofte Brandvæsen blev Kjeld Jacobsen uddannet på Privatteatrenes elevskole i årene 1944-46 og han debuterede som Gamle i "Nøddebo Præstegård" i 1944. Siden 1944 var han skuespiller ved Alliancescenerne (Det ny Teater og Folketeatret), free lance 1965-1967 og blev i 1968 hentet til Det Kongelige Teater. Både på teater og film spillede Kjeld Jacobsen et utal af uniformerede personer, tyske, franske, engelske og amerikanske officerer samt drukne søfolk, skurke og banditter. I genren som forbryder-fremstiller nåede han et højdepunkt på Det ny Teater som voldsmanden og alfonsen Bill Walker i "Major Barbara", hvor han fik en kunstnerisk sejr, der blev anerkendt af både publikum og anmeldere. På Det ny Teater spillede han store roller f.eks. i "Manden i månen", "Krista", "Trold kan tæmmes" og vel nok den største rolle som Jacques Valorin i "Retten på vrangen". Kun en enkelt fiasko fik han i operetten "Tre små piger". Også på Det Kongelige Teater havde han betydningsfulde roller bl.a. i "Svejk i anden verdenskrig", "Lærken" og i Klaus Rifbjergs "Voks", hvor han fremstillede svigersønnen Vilhelm. Blandt hans mange teaterroller huskes han også som den irske arbejder i "Udsigt fra Broen", Charles i "Bagtalelsens skole", landadelsmanden Hugo i "Et slot i Sverige" og forpagteren i "Mågen". Kjeld Jacobsen medvirkede i henved 40 film og havde talrige roller radio- og tv-udsendelser. Han medvirkede bl.a. i den dansk/amerikanske film "Skarpe skud i Nyhavn" fra 1957. I radioen blev han meget anvendt som oplæser og i 1954 var han med til at lægge gaderne øde, da han spillede morderen i radiokrimiserien "Gregory-mysteriet". På TV medvirkede han bl.a. i Leif Panduro's "Bella". I mange år repræsenterede han sine kolleger i bestyrelsen af Dansk Skuespillerforbund. Han blev den 9. juli 1949 gift i Gentofte Kirke med tandlæge Lilli Marie Jacobsen, født Pedersen (05-02-1924 - 02-12-2015) og efterlod sig ved sin død hustru og to teenage-børn.


Priser:
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Der var engang en krig (1967)