Beskrivelse
Tonnemann (Poul Reichhardt) bor i et af træskurene yderst på Islands Brygge med Københavns losseplads som nærmeste nabo. Men i 1928 vil han væk fra dette miljø, ud hvor luften er frisk, og livet måske har både tryghed og mening. Han er også allerede på vej med sin pakkede kuffert for at tage hyre på en Langfartsskude, da en dejlig dame (Lise Ringhaim) kommer i vejen for ham med sin lille røde Sportsvogn. Hun leder efter et sted, hvor hun kan begrave sin døde fugl. Hun er en rig pige, der keder sig noget så gudsjammerligt, så hun beslutter, at Tonnemann skal hjælpe hende. Han gør det om end modvilligt, men som det så ofte sker når to menneskers veje krydses, tænder der sig en gnist, og de to bliver glade for hinanden. Så glade at pigen bliver hos Tonnemann, og hun får en dreng med ham, og på den måde binder ham for livstid til det Miljø som han egentlig var på flugt fra. Den 11 årige Tom Tonnemann (Henning Olsen), bliver alene med sin far efter moderens død. Han kender ingen anden Verden end Fælleden, og den stadig voksende losseplads, naboerne omkring huset. Lillian (Guri Richter) og Karl (Erik Paaske) det typiske ægteper, hvor hun har kommandoen, og han søger fred i en middagslur på Divanen. ’Skuespilleren’ (Preben Lerdorff Rye) en original, der hutler sig gennem tilværelsen som Klunser, mens han drømmer om en scenekarriere. Men for Tom (Christoffer Bro) som nu er blevet 16 år bliver de vigtigste naboer hurtigt Sonja (Kirsten Søberg) og Børge (Kjeld Jacobsen), for de er forældre til Mona (Elsebeth Reingaard), den lille Balletpige, som bliver hans store forelskelse. Det begynder i et barnligt venskab, men en skønne dag går de op for hinanden som Dreng og Pige. De længes efter hinanden, men hvor i Verden er der plads til Kærlighed? De voksne kommer efter de to med deres angst for, at der skal ske ’Noget’ selv bruger de, de forkerte ord og en aften de har søgt ind i et omrejsende Cirkus for at finde et sted at tilbringe natten sammen, får de ved en fejltagelse startet Latterdukken. Teltholderen prøver at fange dem, de er begge to for unge og usikre til at klare den umulige situation. Toms og Monas kærlighed kan ikke overleve. Under Tyskernes besættelse af Danmark har Monas Far Børge meldt sig til Hipokorpset for at stive sin fallerende eksistens af. Tonnemann derimod hører til på den anden side, i Frihedskampen, og en dag da Børge besøger hjemmet på Fælleden, samles alle kvarterets børn udenfor, og synger smædesange om denne Nazi Børge. Det er 1945 Børge ved selv, at krigen er tabt, og i blindt raseri fyrer han sin pistol af efter de flygtende børn. Uden at ville det rammer han i stedet Tonnemann, der netop drejer om hjørnet. De to tidligere kammerater går sammen ud på Fælleden og derude, i disse mængder af skrald og fortid, likviderer Tonnemann Ungdomsvennen. Befrielsen kommer og med den mange bristende forhåbninger. Tingene blev jo ikke nemme og lykkelige, som man havde drømt om i de Fem år landet var besat. I husene ved lossepladsen troede man på, at lossepladsens ekspolsionsagtige vækst ville blive standset, eller i hvert fald ført over mod de militære skydebaner. For nu blev der jo aldrig mere krig, og derfor havde man heller ikke brug for militæret. Men Institutionerne vil altid bestå, og magtkampen vil altid fortsætte. En dag forstår Tonnemann at lossepladsen fortsat vil brede sig, og den en dag vil udslette de små huse ved stranden. I den sidste desperate ’Frihedskamp’ beslutter Tonnemann sig til at flytte lossepladsen baglæns hver nat. En flok unge Læderjakker, der ikke fatter den egentlige mening med Tonnemanns problem, synes det er mægtigt skæg at hugge arbejdsmændenes traktorer og køre ræs om natten. En af Læderjakkerne kører sin traktor mod Tonnemanns. Den tipper over og forsvinder ud over en 10 meter høj skrænt. Tonnemann har tabt kampen mod den forhadte losseplads.