Carla Müller
Født: 29-8-1886 i København
Død: 12-4-1954 (67 år)
Gravsted: Danish Lodge Masuoleum, New Jersey, USA

Biografi
Carla Constance Müller, dansk-amerikansk skuespillerinde, var datter af ugifte Nielsine Kirstine Poulsen og blev adopteret af slagtermester Johan Emil Vilhelm Frederik Müller og hustru Emilie Vilhelmine Müller. Hun debuterede på Køge Teater i 1907 og var de næste år engageret ved Fritz Boesens og August Rasmussens selskaber og var ofte samtidig klaverakkompagnatør ved forestillingerne. I sæsonen 1906/07 medvirkede hun i Folketeatrets stykke "Frøken Josette - Min Kone", hvor hun havde rollen som Frøken Tolosche. Hun blev anbefalet af Herman Bang og P.A. Rosenberg, men søgte forgæves optagelse på Det kgl. Teaters elevskole. I sæsonen 1910/11 udførte hun atter et par roller ved Folketeatret bl.a. i "Samson og Dalila", der havde premiere den 1. oktober 1910. På foranledning af Nicolai Neiiendam aflagde hun i maj 1912 fornyet prøve for Det kgl. Teaters elevskole og blev dennegang optaget. Uden at have gået på elevskolen debuterede hun på Det Kongelige Teater i 1912 som Suzanne d'Abage i Alexander Dumas' "Blandet Selskab", men uden at hun efterfølgende fik engagement. Carla Müller var med Fritz Boesen på Islandsturnéer og var samtidig i sæsonerne 1912/13 - 1913/14 engageret ved Folketeatret, hvor hun i 1914 spillede den kvindelige kontrollør i "Fæstningen falder". I september 1914 fik hun sin første turnébevilling og som direktør for sit teaterselskab turnerede hun til de mindste flækker og stationsbyer. Gennem årene frem til 1919 fik hun udvidet sin bevilling til at kunne optræde i alle byer inklusive København. I 1921 tog hun pludselig til Amerika for at gå på oplæsningsturné blandt de danske derovre. I 1923 var hun tilbage i Danmark og fik sin bevilling fornyet, hvorefter hun fortsatte med det én-mands-program hun havde optrådt med i USA (danske og islandske digte, Stuckenbergs "En Moder" og en scene af Moliéres "Misanthropen". Atter drog hun til Amerika og atter vendte hun tilbage og så fremdeles i alt tolv gange indtil hun i 1935 endelig valgte Danmark som sit blivende opholdssted, men nu under sit amerikanske kunstnernavn Connie Claire. Hun havde besvær med at opnå bevillinger, da hun anvendte dem til enkeltforestillinger. Det mislykkedes for hende at få bevilling og dermed fejre sit 25-års jubilæum i 1937 med en opsætning af "Blandet Selskab" på Casino. I stedet blev hendes jubilæum fejret med en forestilling på Tuberkulosesanatoriet på Kolding Hotel. Hun kæmpede desperat for en bevilling og gav de næste år børneforestillinger og optrædender på plejehjem og hospitaler. Hun fik i starten af 1939 en bevilling på 1 måned. Kun få måneder efter tog hun konsekvensen af den modvilje, der mødte hende og hun rejste 15. juni 1939 til New York og vendte aldrig tilbage til Danmark. I Amerika var hun først medarbejder ved "Nordlyset" og et år inden sin død startede hun sit eget lille blad "Dannebrog". Hun medvirkede i få stumfilm bl.a. "Slægten" i 1912 og havde samme år en rolle i "Nana eller Storstadens Hyæne". I årene 1915-17 medvirkede hun i "Britta fra Bakken" og i "Elverhøj". Carla Müller døde i New York i august 1954. Hun blev fundet død af et hjerteslag i sin lejlighed i Monroes Street. Det blev opdaget ved at hun ikke mødte til en middag, hvortil hun var inviteret og Politiet måtte trænge ind i lejligheden.


Har medvirket i følgende 5 stumfilm:
Slægten (1912) 
Nana (1912) 
Præsidentens Fald (1915) 
Britta fra Bakken (1915) 
Elverhøj (1917)