Søren Markers
Født: 2-12-1971 (52 år) i København

Biografi
Søren Markers gik på Krebs' Skole, hvor casteren Jette Termann indkaldte ham og to klassekammerater til casting på Nordisk Film i Valby. Her mødtes de med 15-20 andre drenge af samme højde og alder, hvorpå de efter tur blev sendt op på en scene og bedt om at oplæse et par replikker fra et manuskript, f.eks. "Har De nogle gamle bakker?", mens et kamera filmede. En uges tid efter blev Søren Markers hentet ud til Erik Ballings kontor for at blive set an af instruktøren. Søren Markers var på daværende tidspunkt omkring 8 år og fattede ikke rigtigt hvad det drejede sig om. Han blev valgt til at spille Agnes og Rødes ældste dreng i afsnit 19-21. Optagelserne foregik alle enten inden- eller udendørs på Nordisk Film i Valby. Rådhusuret, som brugtes i filmen "Olsen-banden går i krig" hang stadig nede for enden af Algade. Han mindes fra optagelserne en del ventetid, wienerbrød i marketenderiet samt de evindelige besøg hos frisøren, der skulle korrigere hans hårfarve. Især husker han at man ikke måtte rette på kostumerne af hensyn til kontinuiteten og at de strikkede huer og uldne sweatere kradserede autentisk. I et af afsnittene zoomes der ud fra et gulnet fotografi af Søren og hans lillebror i serien, der står og ser artige ud i matrostøj. Fremstillingen af denne relativt ubetydelige rekvisit varede en hel arbejdsdag. Søren Markers har ikke senere haft andet at gøre med film, tv eller teater. Han blev uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet som forlagsredaktør siden. Iøvrigt er der en stavefejl i rulleteksterne, idet hans efternavn er Markers og ikke Marker.


Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Matador (1978-1982) 19 20 21 Aksel