Dorthe Kollo
Født: 17-7-1947 (76 år) i Frederiksberg

Billede af Dorthe Kollo
Biografi
Dorthe Kollo, der er datter af kapelmester Hans Larsen og hustru Inga Larsen, debuterede som ni-årig i 1956 ved en talentkonkurrence i restaurant Tarantella i Århus-Hallen med sangen "Min teddybjørn". Hun fik en pladekontrakt med selskabet Oktav og pladedebuterede i 1957 med "Min Piphans" og indsang året efter "Vi vil ha' regn". Kort efter optrådte hun med sin far på restaurant Salonen i Viborg. I 1960 kom det første store hit med "Åh, det er søndag" efter at hun havde lanceret nummeret i Volmer-Sørensens "TV i Tivoli". Pladen indbragte en guldplade. Samme år medvirkede hun i filmen "Soldaterkammerater på vagt", hvor hun i en munter scene med Ole Dixon sang "Jeg mangler en partner". Hun turnerede snart rundt i Danmark samt hele Skandinavien og Dorthes mor fulgte datteren overalt ved de mange optrædender. I 1964 deltog hun i en schlager-festival i Baden-Baden med sangen "Junger Mann mit roten Rosen". Det blev begyndelsen til en stor karriere i Tyskland. I midten af 1960erne fulgte en byge af schlagere bl.a. "Efter skoletid", "17 år og forelsket" og "Det er i vor ungdoms fagreste vår". Hun var da kæreste med natklubejeren Piet Fiolka, men da hun kort efter skulle indsynge sangen i Berlin mødte hun den tyske operasanger Rene Kollo (f. 20-11-1937). De blev gift den 7. juli 1967 på rådhuset i Anocora i Schweiz nær ved den italienske grænse - og fik datteren Nathalie 10 dage efter. De næste år opholdt hun sig mest i Tyskland men turnerede på skift i Tyskland og Danmark. I 1967 medvirkede hun på Folketeatret i lystspillet "Hvad en franskmand har brug for" og i 1968 påbegyndte hun en teateruddannelse i Düsseldorf. Hun fik stor succes i Vesttyskland og overførte sine hits til Danmark, f.eks. "Er De greven af Luxemburg", "Gid du var i Skanderborg" og "Skotterne i Skotland". Sammen med Johnny Reimar indsang hun "To på kvisten", "Undskyld" og "Vi skal leve sammen". Blandt pladesucceserne i 1970erne var titler som "Velkommen til verden", "En sød student fra Holstebro", "Den dag du kom" og "Cumbaya Cumbayon". Dorthe Kollo tog flycertifikat og købte en flyvemaskine i forbindelse med de mange engagementer. I Tyskland blev der solgt over en million plader og hun havde store TV-shows. I 1975 var hun på en fem ugers turne til Japan med det tyske fjernsynsorkester Werner Müllers Big Band. Ægteskabet med Rene Kollo holdt ikke til hans operakarriere og hendes schlagerkarriere og de blev skilt i 1977. Derefter var hun kæreste med bl.a. koncertarrangør Knud Thorbjørnsen og journalisten Orson Nielsen fra Billed-Bladet. I 1978 medvirkede hun på Amager Scenen i musicalen "Ja mor - nej mor", ligesom hun i 1980erne optrådte i sommerrevyer i Kolding og Holstebro. Fra 1983 til 1988 var hun gift med den syv år yngre tyske filmrekvisitør Bernd Klinkert, som hun i 1983 fik datteren Jill med. Som 39-årig lod hun sig fotografere i frækt undertøj til et mandeblad. I Tyskland var hun i perioden 1987-94 tilknyttet stationen NDR (Nord Deutsche Rundfunk), hvor hun dels fungerede som værtinde i eget tv-show, "Die Norddeutsche Hit-Parade" og dels havde sit eget faste radioprogram. I 1994 fik hun endnu et hit med "To mørke øjne" og modtog i 1998 en guldplade for salget af "Mit hjerte banker kun for dig". I Los Angeles traf hun filmproducenten Just Betzer (11/6-1944 - 6/11-2003), som hun giftede sig med den 17. august 1996 ved et storstilet bryllup i Holmens Kirke i København. Parret bosatte sig i Los Angeles og herfra skrev hun i sin egen spalte i magasinet "Tæt på" om hvad der rørte sig blandt de kendte i Hollywood. Men ægteskabet holdt kun i tre et halvt år og parret var senere igennem en opslidende skilsmisse. Siden var hun i forhold med den tyske bilforhandler Ralph Teuer og grænsekøbmanden Otto Duborg. Hun blev den 16. juli 2007 gift med den tyske skibsreder Heiner Dettmer og opholder sig nu skiftevis i villaen i Bremen, i ferieboligen på halvøen La Mola på Mallorca og i sommerhuset på Enø. Dorthe Kollo har modtaget flere priser bl.a. Radio Lauxembourgs poppris "Den Gyldne Løve" for det store hit "Sind Sie der Graf von Luxembourg".


Har medvirket i følgende 1 film:
Soldaterkammerater på vagt (1960)Dorthe

Har medvirket i følgende 3 revyer:
Holstebro-revyen 1987
Sans Souci Revyen - Kolding 1984 1989

Bøger om Dorthe Kollo:
Jeg er stadig her af Dorthe Kollo i samarbejde m. Rikke Hyldgaard

Link til yderligere info:
http://www.dorthekollo.dk