Astrid Holm
Født: 29-3-1893 i Sønder Bjerge sogn v/ Sorø
Død: 29-10-1961 (68 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Astrid Holm Billede af Astrid Holm
Biografi
Astrid Vilhelmine Holm, skuespillerinde, var datter af hotelvært Hans Peter Rasmussen og hustru Maren Sofie Larsen. Hun fik sin første uddannelse ved Den kgl. Ballet, men forlod den allerede omkring 1910 for at uddanne sig som skuespillerinde. På Det ny Teater spillede hun i årene omkring første verdenskrig et stort repertoire bl.a. i populære folkekomedie-successer som "Herren ser dine veje" og "Marie Odile". I tyverne hentede Johannes Poulsen hende til Det kgl. Teater, hvor hendes første rolle var Selma i "De unges forbund". Hun var knyttet til teatret i fire sæsoner, men det lykkedes hende aldrig rigtigt at gøre sig gældende på nationalscenen og det blev vanskeligt for hende at finde tilbage til privatteatrene. Der var lange pauser mellem hendes optræden. Fra 1927 til 1940 tilhørte hun helt privatlivet og levede ofte i udlandet. I begyndelsen af 1940erne spillede hun i nogle år hos Svend Melsing på Frederiksberg Teater og hun havde roller på Alle-Scenen i Svend Rindoms "Den lykkelige fiasko" og i "Vor by", hvor hun hastigt måtte overtage rollen få dage før premieren. Hun formåede at give lægefruen i Thornton Wilders spil sin egen poetiske tone. Senere overtog hun i samme skuespil rollen som redaktørfruen. Fra midten af 1940erne viste hun sig yderst sjældent på scenen, men i Radioteatret kunne man stadig med mellemrum høre skuespillerinden. I stumfilmens dage medvirkede Astrid Holm i flere betydelige film, bl.a. i Benjamin Christensens "Heksen". Hun debuterede hos Filmfabriken Danmark i 1917, hvor hun spillede hovedrollen i to film, og kom året efter til Nordisk Film. Her blev det til 4 film, hvoraf "Lavinen" står som noget af det bedste, der er lavet i perioden - ikke mindst i kraft af skuespilpræstationerne. Herefter havde Benjamin Christensen fået øje på hende, og under indspilningen af hans svenskproducerede "Häxan" i Hellerup i 1920-21, fik hun tilbudt den store rolle som Søster Edith i Victor Sjøstrøms "Körkarlen" (1920). I 1925 spillede hun overfor Johannes Meyer i Carl Th. Dreyers "Du skal ære din Hustru", som skulle blive hendes sidste filmrolle i mange år. Først i 1942 vendte hun tilbage til filmen og medvirkede i løbet af de følgende år i 5 film. Astrid Holms helbred var svagt og i det sidste tiår levede hun helt tilbagetrukket i lange perioder hårdt hærget af sygdom. Astrid Holm var gift med balletdanseren Holger Holm (7/2-1879 - 29/8-1916).


Har medvirket i følgende 5 film:
Ta' briller paa (1942)Fru. Ester Berg - Addas veninde
Hans store aften (1946)Anna - hans kone
Diskret ophold (1946)Fru Lehmann - Jyttes mor
Jeg elsker en anden (1946)Plejemor
Mani (1947)Fru. Frank

Har medvirket i følgende 9 stumfilm:
Søstrene Morelli (1917) 
Det Store Mørke (1917) 
Folkets Ven (1918) 
Mod Lyset (1919) 
Lavinen (1920) 
Frøken Larsens Karriere (1920) 
Den sidste af Slægten (1922) 
Heksen (1922) 
Du skal ære din hustru (1925)