Augusta Carit Etlar
Født: 24-3-1853 i Ulefoss, Norge
Død: 10-5-1927 (74 år)
Gravsted: Brødrehøj, Vældegårdsvej, Gentofte

Biografi
Olga Augusta Carit Etlar (Brosbøll), teaterdirektrice, var datter af Jægermester Jens Frederik Schultz og hustru Hedevig Cappelen. Hun boede på Frederiksberg i en villa ved siden af digteren Carit Etlar (Johan Carl Christian Brosbøll) og gennem havehækken indledte hun det første bekendtskab med ham. Hun var meget romantisk anlagt og var betaget af den folkelige digters produktion og snart udviklede det sig til en virkelig forelskelse. Et par år efter lod Carit Etlar sig skille fra sin hustru og giftede sig med hende. Digteren var da 72 år gammel og hun knapt halv så gammel. Under hele deres samliv og langt efter hans død vedblev hun med at nære samme dybe beundring for sin mands digteriske talent. Hun var til det sidste talsmand for hans produktion og erhvervede sig gennem årene et sådant kendskab til hans tænkemåde og stil at hun kunne eftergøre hans bøger og endog hans håndskrift. Da Carit Etlar døde omkring 84 år gammel fik hun tilladelse til at lade ham begrave under en høj i haven ved villaen i Gentofte, hvor der på graven blev rejst et monument. Efter hans død begyndte hun en rastløs virksomhed for at fastholde hans navn. Hun var på færde tidlig og silde, reklamerede, udgav, bearbejdede, dramatiserede, holdt foredrag og arrangerede teater-turnéer og meget andet. I 1907 fik hun udstedt en provinsbevilling, som lige siden var udlejet til en lang række skiftende direktører. Imidlertid måtte hun til sidst sælge villaen i Gentofte, hvad der tog meget hårdt på hende.