Helen Mathiasen
Født: 11-2-1935 i København
Død: 24-2-2017 (82 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Helen Mathiasen blev efter at have læst hos skuespiller og filmcensor Arne Ole David, uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater, hvor hun tillige også var pressemedarbejder. I 1957 havde hun bl.a. rollen som Miep i "Anne Franks dagbog" og året efter medvirkede hun i John Osborne's "Ung Vrede" på Århus Forsøgsteater, der blev etableret af Preben Harris. Hun oversatte også Tennessee Williams stykke "I forfald", der blev opført på Forsøgsscenen på Aarhus Teater i 1959. Helen Mathiasen fik dog lyst til noget andet og tog ud at rejse. I de senere år brugte hun billedkunsten som en ny kunstnerisk udtryksform. Hun havde taget uddannelse på Aix-en Provence i Frankrig og på Aarhus Kunstakademi. Helen Mathiasen udstillede bl.a. i Ebeltoft Kunstforening, Silkeborg Kunstnerhus og på Galleri Hermann, Husby Galleri, Babette, Galleri Helco og på Galleri Nering-Stern i Berlin. I 1978 blev hun gift med operasanger Frans Andersson. Ved sin død havde Helen Mathiasen bopæl i Knebel.