Jytte Strandberg
Født: 7-12-1945 (78 år) i Allinge

Biografi
Jytte Strandberg, der er datter af isolatør Eigil Strandberg, var i sin tid med i amatørteatergruppen "Hanegal" i Hillerød - og deltog i den forbindelse i et stævne i Grøndalscentret på Bellahøj. Efter en af forestillingerne blev deltagerne opsøgt af en mand med et fotografiapparat, der gerne ville tage nogle billeder. Den dengang ret så ukendte fotograf var Bille August. Nogen tid efter blev Jytte Strandberg ringet op og spurgt om hun havde lyst til at komme til en prøvefilmning i forbindelse med hans film "Zappa". Hun fik da også en lille rolle som skolepsykolog og medvirkede i nogle optagelser, men få dage før premieren blev hun ringet op og orienteret om at scenen med hende var klippet ud, da den ikke passede ind i sammenhængen. Hendes skuffelse fortog sig siden, da hun i løbet af de næste år både fik en noget større rolle som Bjørns tante i filmen "Tro, håb og kærlighed" - og ikke mindst da hun fik sit livs store oplevelse med rollen i "Pelle Erobreren". Filmoptagelserne, der bl.a. foregik på en gård ved Tappernøje, ved Tystrup-Bavelse sø og i kælderen på en gammel hjemmeværnsgård også i Sydsjælland, strakte sig over 27 optagedage. Jytte Strandberg husker bl.a. Max von Sydow som en fantastisk skuespiller, der formåede at få hele filmholdet til at græde. En mindre statistrolle som møllerens kone i hans film "Ved Vejen" blev det også til, ligesom hun samme år medvirkede som skolelæge i filmen "Rødtotterne og Tyrannos", hvor optagelserne dog kun varede en enkelt dag. Jytte Strandberg har gennem 40 år arbejdet som journalist og fulgt hele den teknologiske udvikling. Hun begyndte ved A-presen og var senere i 20 år på TV-Avisen som reporter og redaktør af programmet "Deadline 17". Efter sin pensionering har hun haft mere tid til at dyrke sine interesser - dels med at fotografere og derudover med sine samojedehunde.


Har medvirket i følgende 4 film:
Tro, håb og kærlighed (1984)Bjørns tante
Pelle Erobreren (1987)Pige på Stengården
Ved vejen (1988)Møllerens kone
Rødtotterne og Tyrannos (1988)Skolelæge