Elna Lassen
Født: 27-8-1901 i Lyngby
Død: 20-9-1930 (29 år)
Gravsted: Søllerød Kirkegård

Biografi
Elna Lassen, solodanserinde, der var datter af vævermester Jørgen Vilhelm Hansen (1860-1931) og hustru Inger Andersen (1858-1943), blev i 1910 antaget som elev på Det Kongelige Teaters balletskole. Hun blev uddannet på Det kgl. Teaters balletskole. I 1918 fik hun et gennembrud i August Bournonvilles "Valkyrien". I 1921 forlod hun Det Kongelige Teater og opsøgte balletmester Mikhail Fokin på Operaen i Paris og blev antaget som korpsdanserinde til hans USA-turné og fik et internationalt gennembrud, der gav genklang i verdenspressen. Hun vendte tilbage til København i 1924 og blev i 1925 udnævnt tl solodanser. De efterfølgende sæsoner befæstede hun sin position som ballettens stjerne. Elna Lassen havde hovedpartier som Svanilda i "Coppelia", Céleste i "Toreadoren", Grækerinden i "Valkyrien", Teresina i "Napoli" samt balletterne "Den lille Idas blomster", "Chopiniana", "Petruschka", "Kysset" og som Wienervalsens ånd i "Flagermusen". Hun dansede sidste gang sommeren 1930 sammen med Kaj Forgeron Smith i "Rosen og Sneen" - en dans til Emil Reesens musik -, der var indlagt som afslutningsnummer i Scala-Teatrets sidste revy "Punktum-Finale". Hun var i maj 1930 gæst på Deutsches Theater i Berlin hos Max Reinhardt. En septembernat tog Elna Lassen sit eget liv. Private skuffelser i ægteskabet, en fremskreden sukkersyge, overanstrengelse og stor gæld blev nævnt som mulige forklaringer, der førte til, at hun skød sig en kugle gennem hjertet. Elna Lassen blev den 28. september 1927 gift på Københavns Rådhus med læge Arne Frederik (Fritz) Lassen (13-11-1889 - 10-11-1970).


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Scala Teater 1930

Bøger om Elna Lassen:
Som et rosenblad for vinden af Merete Wilkenschildt