Valdemar Davids
Født: 18-2-1900 i Aalborg
Død: 11-5-1964 (64 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte (nedlagt)

Biografi
Valdemar Davids, der var refrænsanger, stammede fra Ålborg, hvor han lærte at synge og spille banjo. Han debuterede i 1923 i den daværende Mentons Palmehave i fødebyen Ålborg. I 1927 opdagede den kendte kapelmester Teddy Petersen ham og tilbød ham dobbelt hyre ved engagement i København. Familien flyttede derfor til hovedstaden, hvor han hurtigt fik mange engagementer med Teddy Petersen på Palads Hotel ved Rådhuspladsen og senere på restaurant Wivex og Skandia. Allerede i 1927 fik han en fast kontrakt med det tyske pladeselskab Odeon og han indsang med årene for dette selskab og senere Polyfon mere end 400 sange. Men mest kendt blev han gennem de radiotransmitterede koncerter fra restaurant Wivex, hvilket gjorde ham til en populær og elsket kunstner over hele landet. Valdemar Davids solgte mere end en million grammofonplader i en karriere, der varede i godt 30 år fra 1923 til 1954, hvor refrænsangen som stilart blev afløst af nye genrer og impulser i populærmusikken. En af hans kendteste melodier er: ”Sømanden og stjernen” som alene blev solgt i mere end 50.000 eksemplarer. Efter Schallburgtagen af Wivex fortsatte Davids med kapelmester Winstrup Olesen og turnerede hyppigt Danmark rundt. Med begyndelsen af halvtredserne var tiden med de store danseorkestre forbi. Valdemar Davids stoppede karrieren i 1954 og købte herefter en grammofonpladeforretning i Ndr. Frihavnsgade i København, som han drev frem til sin død i 1964.