Eugen Tajmer
Født: 13-7-1929 i København
Død: 21-3-2009 (79 år) Mindebog
Gravsted: Karlslunde Kirkegård

Biografi
Eugen Tajmer gik i forældrenes spor, da han i en ung alder begyndte som buntmager. I en periode var han inspektør i restaurant Nattergalen og kørte som lillebil-chauffør. Men kort efter en amatørkonkurrence i Vallensbæk i 1961 fik han sin første pladekontrakt. Han optrådte i Radio Mercur, i norsk tv, og sang i KB Hallen og Tivolis Koncertsal i 1962. Derpå blev han sanger på Viking-bådene mellem København og Malmø og optrådte på Bakken og på Københavnerkroen. Hans første plade var "Sangen om Klovnen". I 1964 fik han sit gennembrud med sangen "Ta' en pause" og optrådte derefter ofte i forsamlingshuse, sportshaller og ved byfester ligesom radio og TV var med til at gøre Eugen Tajmer kendt. Med udgangspunkt i sit kendskab til miljøet og sine mange kontakter etablerede han i 1966 den impressario virksomhed, der senere skulle blive til bookingfirmaet Eugen Tajmer Kunstnerbureauer A/S. Firmaet med hjemsted i Karlslunde syd for København, markerede sig som en hovedaktør i underholdningsbranchen og havde en lang række kendte sangere, skuespillere og gøglere i stalden. Eugen Tajmer skaffede også kunstnere fra ind- og udland til "Superchancen" og andre TV-programmer. Sideløbende fortsatte han som sanger og opnåede i begyndelsen af 1970erne flotte placeringer på dansktoppen med sange som "Jeg når det" og "Sig det med en sang" og "Hallo Taxi" sammen med søstrene Alice & Rita, men hans største pladesucces var dog de fire albums med sømandssange, som udkom fra slutningen af 1970erne. I 2006 overlod Eugen Tajmer ledelsen af sit firma til sin datter Tenna.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Liseleje Revyen 1963