Tommy Seebach
Født: 14-9-1949 i København
Død: 31-3-2003 (53 år)
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Biografi
Tommy Seebach (Mortensen) var i de unge år medlem i en lang række pop- og beatorkestre. I 1965 blev han medlem af pigtrådsgruppen Sir Henry & his Butlers og komponerede til gruppen en række iørefaldende melodier, der blev store pladesucceser. Gruppen fik succes også i udlandet bl.a. med hittet "Camp" (1967) og "Monkey's In Wood (1969). Fra 1974 begyndte han sideløbende en solokarriere og fik hits lige så populære som i Sir Henry, fx. "Lucky guy", "I'm in love" og "Flying high love", der indgik i albummet "Tommygum". Samtidig blev han i stadig større grad benyttet som producer og involveret i pladeprojekter med andre kunstnere. I 1979 vandt han det danske Melodi Grand Prix med "Disco Tango", der blev populær både herhjemme og i flere lande, deriblandt Holland, Belgien og Israel. To år efter vandt han atter med "Krøller eller ej" som han sang sammen med Debbie Cameron. Han deltog flere gange siden i Melodi Grand Prix - i 1984 med "Pyjamas for to" - i 1985 med "Det er det jeg altid har sagt" og i 1987 med "Det' gratis". Tommy Seebach fik andre større hits som "Hip, Hurra Det' min fødselsdag" og "Du skælder mig hele tiden ud" som han sang sammen med Annette Heick i 1989. I 1993 vandt han igen den danske finale med sangen "Under stjernerne på himlen". Han turnerede i slutningen af 1990erne rundt på landets diskoteker sammen med musikeren Joachim Hediger og oplevede en kultlignende interesse hos det unge publikum. I sine sidste år var han engageret som musikunderholder i Bakkekroen på Dyrehavsbakken, hvor han på vej til arbejde blev fundet død af et hjertestop. Tommy Seebach blev i starten af 1977 gift med Karen Seebach og er far til sangskriver og producer Nicolai Seebach, sangeren Rasmus Seebach og datteren Marie Seebach til hvem han skrev sangen "Under stjernerne på himlen".


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen (1981)Musik

Bøger om Tommy Seebach:
Tommy - en biografi af Peer Kaae