Kirsten Eriksen
Født: 2-6-1931 (92 år) i København

Biografi
Kirsten Solveig Eriksen, solodanserinde, der er datter af maskinarbejder Holger Henry Eriksen og hustru Esther Katrine Jørgensen, var i 1950 med i Else Knipschildt's balletensemble, hvor hun sammen med seks andre damer og en herre dansede i Lorry. I 1951 dansede hun en række meget smukke og velgennemførte numre ved Parketshow i Kit Cat i Horsens, hvor i øvrigt hendes senere ægtefælle Juan Carlos ligeledes optrådte. I et samarbejde med Ole Walbom komponerede hun i 1952 dansene til operetten "Rose Marie" på Aalborg Teater - og dansede selv solopartierne. I 1953 stod hun i spidsen for 11 Kjeld Noack-girls, der ved Lands-Mejeriudstillingen skulle reklamere for lige så mange danske ostetyper. Cabaretten var i øvrigt sat op af Ib Schønberg, Kjeld Noack og tegneren Asger Jerrild. Kirsten Eriksen blev den 2. januar 1956 gift i Rødovre Kirke med harmonikavirtuosen Juan Carlos (Carlo Hans Peter Hansen) (31-01-1927 - 14-12-2003), der havde musettemusik som speciale. Et par dage efter brylluppet lejede parret en lejlighed i Stockholm, hvor de fandt der var mere at bestille. Kirsten Eriksen fik et tilbud fra Oscarsteatern og Juan Carlos spillede i to måneder på Liseberg og blev kapelmester på Stallmästergården. Kirsten Eriksen optrådte i 1957 i en revy på Folkan i Stockholm, hvor hun dansede "Den sorte svane" fra "Svanesøen" og dels en Degas-ballet. Herhjemme havde hun engagementer i Hollænderbyen og i 1958 i Lorry. Efter skilsmisse 8. august 1974 førte hun sit pigenavn som slægtsnavn.


Har medvirket i følgende 3 revyer:
Cirkusrevyen 1954 1959
Nykøbing F. Revyen 1953