Besser Mølle, Samsø

8305 Samsø

Den oprindelige Besser Mølle, der var opført som stubmølle brændte omkring 1850.

Møllen på Samsø blev genopført som hollandsk mølle, der brændte i 1913 i forbindelse med filmoptagelse af stumfilmen "Arvingen til Skjoldborg".

Møllen blev købt til optagelserne og nedbrændt med vilje som en scene i filmen. I dag står den restaurerede og ombyggede underdel tilbage som udsigtstårn.

Jyllands Posten beretter den 27. juni 1913:

Da møllen brændte - En komedie der nær var bleven tragedie.

"Der filmedes forleden på Samsø. Der blev ifølge Kalundborg Folkeblad stukket ild på den gamle Besser Mølle, og en skuespiller skulle redde sig ud af den brændende mølle igennem et vindue og entre ned til jorden ad en af vingerne. Efter at han var kommen nogle trin nedad steg han helt op i den vinge, der stod lodret i vejret, og som skulle svinge ned til jorden med manden. Men vingen ville ikke gå rundt og hvad så. Ilden bredte sig med en rasende hast, og flammerne ville i løbet af få minutter have omspændt hele møllen og vingerne. Den unge mand var tilsyneladende i stor fare for at blive levende brændt lige for de mange tilskueres øjne. Ingen gjorde forsøg på at komme ham til hjælp - det ville have ødelagt filmen. Den ulykkelige deroppe i møllevingen var vist halvstegt af den voldsomme hede fra det store bål, da han endelig entrede ned til mølleakslen. Herfra gik han nu ud på en af de vandret stående vinger, hvor vinden bar fra. Så snart han var trådt et stykke ud på vingen, drejede den ved mandens vægt med så stor fart mod jorden, at der næsten var fare for den ville svinge en hel omgang rundt. Han var reddet".


Foto Copyright : Hans-Christian Lykke