Kirsten Passer
Født: 13-3-1930 i Nårup - Fyn
Død: 22-3-2012 Mindebog
Gravsted: Sorgenfri Kirkegård - Lyngby - Kbh

Billede af Kirsten Passer Billede af Kirsten Passer Billede af Kirsten Passer
Biografi
Norma Lillian Kirsten Passer, skuespillerinde, var datter af skibsfører Vilhelm Passer og Ragnhild Petra Fich. Efter at have læst hos Einar Juhl blev Kirsten Passer uddannet på Teaterdirektørernes elevskole 1953-56. Hun var som elev i denne periode knyttet til Folketeatret og havde småroller i elevtiden bl.a. som Maldrubine i "Nøddebo præstegård". Hun debuterede hos Stig Lommer i "ABC for viderekomne" i september 1956 og var skuespillerinde hos Stig Lommer 1956-58. På ABC Teatret spillede hun revy og på Aveny Teatret medvirkede hun bl.a. i "Tante Mamie". Siden spillede hun på Gladsaxe Teater, Ishøj Børneteater og medvirkede i cabaret hos Simon Rosenbaum og Tony Rodian. På film medvirkede hun bl.a. i "Far til fire"-serien som Lille Pers klasselærerinde og i en række af Sengekant-filmene. Hun fik sin grammofonpladedebut med visen "Anders og Britta", som hun indsang sammen med Bent Christensen. Kirsten Passer blev den 11. maj 1951 gift i Holmens Kirke i København med civilingeniør Steen Valdemar Thomsen (f. 11-03-1924). Hun var søster til skuespiller Dirch Passer og skuespillerinde og antikvitetshandler Marchen Passer.