Jacob Nielsen
Født: 8-6-1900 i Frederiksberg
Død: 1-4-1979
Gravsted: Aalborg - Søndre Kirkegård (fællesgrav)

Billede af Jacob Nielsen Billede af Jacob Nielsen
Biografi
Jacob Christian Nielsen, skuespiller, var en markant scenepersonlighed, der havde et enormt antal roller på scenen, på film, i TV samt i radioen. Han var søn af forfatteren L.C.N. Nielsen og Margrethe Dorph-Petersen og var nevø af teaterdirektør Johannes Nielsen. Han blev student fra Sorø Akademi i 1920 og læste hos Johannes Nielsen inden han gennemgik Det kongelige Teaters elevskole 1920-22 og debuterede på Det Kongelige Teater den 22. april 1922 som Erik Rabe i "Det gamle Hjem". Derefter var han 3 år ved Odense Teater 1922-25 og blev derefter knyttet til Henry Schmidts Allé-Teater, turnérede lidt bl.a. hos Svend Wedel og kom så til Betty Nansen Teatret, hvor han forblev indtil han i 1937 - og fra 1938 sammen med Bjarne Forchhammer blev direktør for Aalborg Teater og skabte den jyske landsdelsscene. I sæsonen 1937-38 opførtes 15 skuespil på Aalborg Teater. Af disse instruerede Jacob Nielsen 11, havde hovedroller i fem og store roller i 5 andre. Jacob Nielsen og Bjarne Forchhammer fortsatte driften sammen indtil 1940, hvor de måtte over­drage teatret til tyskerne, som indrettede det til værnemagts-kino. Efter nogle år som leder af Den Nordjyske Landsdelsscene vendte han tilbage til hovedstaden, hvor han spillede på Betty Nansen Teatret og Riddersalen. Gennem længere tid var han tilknyttet Skolescenen. Han var 1967-1971 engageret på Odense Teater og havde de sidste år fra 1973 på Aalborg Teater. I den sidste del af sin karriere spillede Jacob Nielsen bl.a. i Edward Bonds "Havet", "Spillemand på en Tagryg", "Et drømmespil" og han gjorde indtryk som Jerusalems skomager i Hostrups "Genboerne". Jacob Nielsen havde roller på film allerede i 1920erne. Jacob Nielsen var gift med skuespillerinderne Gerda Scharling (09-08-1903 - 31-07-1960) og blev efter skilsmisse i 1942 gift den 2. januar 1943 på Københavns Rådhus med skuespillerinden Tove Boëtius, men parret blev skilt i 1946. Han blev siden gift den 31. juli 1952 på Frederiksberg Rådhus med skuespillerinden Tove Bang.