Andrea Vagn Jensen
Født: 22-8-1965 i Odder

Billede af Andrea Vagn Jensen Billede af Andrea Vagn Jensen
Biografi
Andrea Vagn Jensen, skuespiller, er datter af ingeniør Erik Vagn Jensen og Jonna Jensen (født Jørgensen). Indtil hun blev 16 år boede familien skiftevis i Iran, Pakistan, Holland, Tyskland og Trinidad. Hun blev uddannet på Århus Teaterskole fra 1986 til 1990 og var ansat der til 1993. I 1991 havde hun på Århus Teater titelrollen i "Maria Stuart i Skotland". Hun var ved Dr. Dante i sæsonen 1993-94 og optrådte derefter freelance på forskellige teatre. Desuden har hun spillet Ophelia i "Hamlet", Lady Ann i "Richard III", Viola i "Helligtrekongersaften" og Beatrice i "Stor ståhej for ingenting". I 1999 var hun med i "Killing Time" på Hippodromen og i 2001 i "Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner" på Mammut Teatret. Andrea Vagn Jensen debuterede på film i "To mand i en sofa", hvor hun spillede Birgitte. I 1997 dukkede hun op i TV-serien "Strisser på Samsø", hvor hun spiller politisekretæren Ulla og medvirkede samme år i filmen "Det store flip". I 1998 var hun med i TV-serien "Karussel", hvor hun spillede prostitueret og børnene vil huske hende i børneserien "Nu er det nu" fra 2000. Andrea Vagn Jensen blev i 2011 gift i Søborg Kirke i Nordsjælland med lysdesigner, AV-rådgiver Mikkel Toksværd. Siden blev hun i et nyt ægteskab gift den 12. august 2017 med arkitekten Kasper Pilemand.