Birthe Neumann
Født: 30-4-1947 i København

Billede af Birthe Neumann Billede af Birthe Neumann Billede af Birthe Neumann
Biografi
Birthe Neumann (Frederiksen), skuespillerinde, er datter af overlærer Svend E. Frederiksen og hustru Betty Frederiksen (født Neumann Nielsen). Hun blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1972 og blev straks derefter engageret på Det Kongelige Teater, hvor hun har medvirket i mange forskellige forestillinger. Hun har spillet Miranda i "Stormen", Leonora i "Julestuen", moderen i "Syng så, Baby", hustruen Marianne i "Scener fra et ægteskab", den onde søster i "To Søstre", Bélise i "Det kvindelige selskab", Madam Rust i "Sparekassen". Desuden har hun medvirket i "Toreadorvalsen", "Hvem er Bange for Virginia Woolf?", "Den politiske kandestøber", "Don Ranudo", "Stolene" og "En sælgers død". Birthe Neumann havde også hovedrollen i "Tilfældighedens engel" i Turbinehallerne. Udenfor Det Kongelige Teater har hun fx. medvirket i "Marx og Coca Cola" på Gråbrødre Scenen i 1981. Desuden har hun haft opgaver både i radio, TV, film og revy. På TV har hun bl.a. medvirket i "Uha-Uha". Hun fik sin filmdebut i "Hovedjægerne" i 1971 og medvirkede året efter i den amerikanske film "The Happiness Cage". Først fra 1990 kom der rigtig gang i filmrollerne, men til gengæld har hun siden da gjort sig bemærket i både store og små roller i en lang række betydelige film bl.a. "Lad isbjørnene danse", "Kærlighedens smerte", "Klinkevals", "Festen" og "Lykkevej". Birthe Neumann har modtaget ordenen ridder af 1. grad af Dannebrog, men hun har også modtaget talrige legater og priser fra skuespillerverdenen. Desuden har hun fået to Robert-priser for biroller i "Kun en pige" og "Festen" og Bodil-priser for birolle i "Kærlighedens smerte" og for hovedrolle i "Lykkevej". Hun dannede under uddannelsen par med den instruktøruddannede filmskribent Ib Lindberg og blev sidenhen den 31. december 1974 gift med skuespilleren Paul Hüttel.


Priser:
Bodil for Bedste kvindelige birolle  i filmen Kærlighedens smerte (1993)
Bodil for Bedste kvindelige hovedrolle  i filmen Lykkevej (2004)
Robert for Årets kvindelige hovedrolle  i filmen Lykkevej (2004)
Skjold Burnes Legat (1973)
Lauritzen Prisen (tidl. Henkel Pris) (1985)
Preben Neergaards Hæderslegat (1995)
Teaterpokalen (1997)
Ridder af 1. grad af Dannebrog (1998)
Legatet fra Ole Haslunds Kunstnerfond (1999)
Alt For Damernes Kvindepris (2003)
Reumert (2009)
Lauritzen Prisen (tidl. Henkel Pris) (2013)