Smertens børn
Børnefilm. 14/10-1977
95 min. Farve.

Beskrivelse
"Kaj (Nicolai Brüel) og Gerda (Tania Fox) er to eventyrfigurer, hvis liv styres på bedste vis af den gamle digter. Men en dag sker det uafvendelige: den gamle eventyrdigter synker sammen ved sit arbejdsbord og er død. Kaj og Gerda mærker hans død som et vindpust så koldt, at deres hjerter nær fryser til is. De står nu helt alene i verden og må selv vælge og skabe deres liv i stedet for at få dets mening foræret af den gamle digter. Når man selv skal vælge sit liv, kan det hænde, at man vælger forkert, og det gjorde Gerda den dag på trappen, da hun valgte en tilfældig forbipasserende i stedet for Kaj. Og da Gerda nogen tid senere finder ud af, at hun alligevel hellere vil være sammen med Kaj, er det for sent, for Kaj er nu alene draget ud i verden i et forsøg på at glemme Gerda. Gerda beslutter imidlertid at finde ham, og på sin vej støder hun ind i mange mærkelige mennesker fra virkeligheden, der fortæller hende hver deres historie fra dengang, de selv var børn. Gerda havde nemlig en magisk evne. Hun havde evnen til at få folk til at åbne sig og fortælle løs - og helst om ting, de havde besluttet sig til at glemme. Og mange mennesker gør den erfaring, mens de taler med Gerda, at man faktisk ikke løser sine problemer ved at glemme dem, men snarere ved at huske dem. Og Gerda opdager efterhånden, at i virkeligheden er menneskers liv alt andet end eventyrligt." Christian Braad Thomsen.